47 millioner kroner til at transformere domkirkekvarteret i Viborg
Bevillingen er øremærket flere sammenhængende projekter, der omfatter Stænderpladsen, Hans Tausens Minde, Bispestien, Margretheplænen, Gammeltorv og Gråbrødre Kirkestræde. Samtidig skal der bl.a. udvikles et nyt Viborg Museum
Borgerne i Viborg glæde sig over, at A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 47 millioner kroner til udviklingen af et nyt byrum og udearealer i domkirkekvarteret i Viborg.
Bevillingen skal bruges til skabe et byrum, der samler det kulturelle kraftcenter omkring Domkirken.
A.P. Møller Fonden ønsker at bidrage til domkirkekvarterets kulturarv og benytte de mange fortællinger som afsæt for et nyt aktivt og moderne byrum i hjertet af Viborg. På samme måde skal de mange materialer af høj kvalitet, der allerede er i kvarteret, tænkes ind i de fremtidige løsninger, så deres fortællinger kommer med, og projektets CO2-aftryk begrænses.
- Jeg er meget glad for den flotte donation fra A.P. Møller Fonden, som betyder, at vi nu kan fuldende udviklingen af domkirkekvarteret og dermed gøre Viborgs historiske centrum endnu mere attraktivt for både turister og borgere i Viborg Kommune, siger borgmester, Ulrik Wilbek (V).
En del af bevillingen er en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for hele domkirkekvarteret.
- Domkirkekvarteret er på mange måder hjertet af Viborg, og derfor er det vigtigt, at vi får skabt en sammenhængende løsning, som vi kan glæde os over mange år fremover. Der ligger allerede en overordnet plan og en tidsplan for, hvad der skal ske i området, men med donationen fra A.P. Møller Fonden får vi nu mulighed for at realisere alle det store projekts byrum og udearealer, siger Ulrik Wilbek.
Bevillingen på 47 millioner kroner er øremærket flere sammenhængende projekter, der omfatter Stænderpladsen, Hans Tausens Minde, Bispestien, Margretheplænen, Gammeltorv og Gråbrødre Kirkestræde.
Det største delprojekt bliver opgraderingen af Stænderpladsen, der med sin centrale placering har potentiale til at blive et grønt ankomst- og samlingssted for domkirkekvarteret. Ambitionen er, at der her skabes et grønt byområde, der samtidig formidler stedets historie om magt og demokrati gennem virtuelle og fysiske virkemidler.
Ligesom de øvrige projekter er omdannelsen af Stænderpladsen en del af en større vision for domkirkekvarteret i Viborg, der også inkluderer udvikling af et nyt Viborg Museum, et Velkomstcenter for hele Hærvejen, flere og større udstillingsrum for Skovgaard Museet og aktivitetsmuligheder for Unesco Creative Space i Viborgs gamle rådhus.
-dc