5 unikke investeringsejendommeKøbmagergade 50

5 unikke investeringsejendomme

Freja Ejendomme udbyder 5 tidligere universitetsbygninger i det centrale København til salg for i alt en milliard kroner

Salget af ejendommene varetages af det internationale mæglerfirma Cushman og Wakefield, Red.

- Vi har haft landinspektører, ingeniører, arkitekter og mæglerfirmaet Red på for at sikre, at alle vigtige sten er vendt, før ejendommene nu sættes til salg, lyder det fra direktør i Freja, Carsten Rasmussen.

- Vi har udviklet en række scenarier for de fem ejendomme i samarbejde med Årstiderne Arkitekter. Det betyder, at vi kan vise potentielle investorer konkrete anvendelsesmuligheder. Andre rådgivere har leveret tekniske opmålinger og beregninger, så interesserede købere kan træffe beslutninger på et veloplyst grundlag. Nu glæder vi os til at vise rundt, fortæller direktør i Freja, Carsten Rasmussen.

Købmagergade 50
En af de særlige ejendomme i samlingen er Købmagergade 50, der tidligere husede Den Kongelige Porcelænsfabrik. I 1880 flyttede fabrikken ud af byen og den eksisterende bygning på lige over 10.000 m2 blev opført.

Det var den første ejendom herhjemme, der blev tegnet specifikt til forretningsbrug med åbne planer og store vinduespartier på over tre meter i bredden. Den dag i dag står mange af de originale detaljer intakte som snoede trapper og store ateliervinduer med sprosser.

- Købmagergade 50 har et væld af originale detaljer, der kan iscenesættes til det moderne byliv. Her kan man nyde en enestående blanding af nordisk design, historisk arkitektur og pulserende byliv. Ejendommen har tre indre forbundne gårdrum, der kan udnyttes til udendørsliv f. eks. med restauranter, siger Nicholas Thurø, managing partner i Red.

Hotelmarkedet
En opgørelse fra Red over aktiviteten på det Københavnske hotelmarked viser, at 18 nye hoteller er under opførelse, udbygning eller renovering med mere end 4000 nye værelser frem mod 2021.

Trods mange andre nye hoteller, forventer Red, at Købmagergade 50 og Købmagergade 44-46 i kraft af ejendommenes beliggenhed, størrelse og grundplaner kan blive attraktive hoteller. Flere hotelkæder har allerede vist interesse og deltaget i besigtigelse med åbent hus i denne uge.

Perler i Latinerkvarteret
De tre andre ejendomme til salg i centrum på Bispetorvet 1-3, Studiestræde 34 og Sankt Peders Stræde 19 rummer også gode udviklingsmuligheder. Her kan skabes smukke lejligheder midt i Latinerkvarteret.

Se scenarier for Købmagergade 50 her

- eca

26/10 2017