Et kæmpemæssigt badekar i hjertet af Aalborg
Aalborgenserne får et nyt naturområde lige i midten af byen, når sidste etape af Østerå bliver åbnet ind over Godsbane-arealet
Åparken er ikke bare et grønt åndehul med et rislende å-løb, seks broer og et rigt dyre- og planteliv, det er også et område med flere meget vigtige funktioner.
Åparken skal blandt andet være med til at mindske risikoen for oversvømmelser i midtbyen og tilstødende bydele, når der kommer ekstreme regnhændelser, som tidligere har givet oversvømmelser i bl.a. Håndværkerkvarteret.
- Åparken er vigtig for byen nu og her, men også langt ud i fremtiden. Vi laver i virkeligheden et kæmpemæssigt bassin eller et badekar, der kan opsamle over 50.000 m3 vand.
- Det kan hjælpe os af med nogle af de problemer, der tidligere har været og er et vigtigt skridt på vejen mod at klimasikre området, siger Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen (S).
Østerå er nu omlagt fra Østerådalen, forbi Gabriel til det kommunalt ejede område på det gamle godsbaneareal og hele vejen til Musikkens Hus ved Limfjorden.
Åparken er et af landets største klimaprojekter, der skaber større kapacitet til afledning af regnvand i hele Østerås opland, og dermed gør Aalborg mere robust i forhold til klimaforandringerne.
- Det er et spændende klimaprojekt, hvor vi undgår oversvømmelser af Aalborg midtby, men samtidig får vi nærmest en vandmotorvej pakket ind i en fantastisk rekreativ og moderne park, siger rådmand for Teknik og Miljø Peter Lindholt (DD).
Den øgede kapacitet opnås ved, at Østerå og Vestre Landgrøft har fået deres eget forløb gennem Åparken og er blevet koblet til det oprindelige forløb af Østerå ved krydset Sønderbro/Jyllandsgade.
Østre Landgrøft bevarer det nuværende forløb og er ligeledes blevet ledt til krydset Sønderbro/Jyllandsgade. Herfra løber vandet videre over i de to andre åbnede etaper henholdsvis i Karolinelund og etapen fra Nyhavnsgade og ud til Limfjorden.
Åparken er designet til store vandmængder, der typisk kommer som følge af kraftig nedbør. Vandet samles op fra overflader som hustage, belagte arealer, veje og arealer i det åbne land.
Parkens evne til at opmagasinere vand gør, at vandhastigheden sænkes, og efterfølgende ledes vandet fra parken langsomt og kontrolleret ud i Limfjorden. Stier og plateauer i området er konstrueret til at blive oversvømmet. Formålet er at kunne lede og opmagasinere vand, når behovet opstår.
Marksten, planter, træer og kokosnet er med til at erosionssikre brinkerne. Det store projekt spiller tæt sammen med Aalborg Forsynings separatkloakering af byen.
For mens spildevandet føres rørlagt til renseanlægget, ledes de voksende mængder overfladevand gennem Åparken. Her er der fint tryk på vandet på den nye 1,2 kilometer delstrækning, for der er et naturligt fald på to meter fra Gabriel og hele vejen ud mod Limfjorden.
Vandmiljøet bliver med projektet markant forbedret i hele Østeråsystemet, så der opstår god økologisk tilstand i Østerå, og samtidig får man et åbent å-system med grusbund og brinker. Å-løbet er desuden slynget, så vandet ikke bliver spulet igennem ved store vandmængder.
- Det betyder, at vi kan få en rigtig god vandkvalitet, for når vand løber nedad, får det fart og bliver iltet, hvilket har en positiv indvirkning på faunaen, siger afdelingsleder i Teknik og Miljø Henrik Jess Jensen.
Borgerne kan gå og cykle gennem det nye rekreative område, der vil blive oplyst af et levn fra områdets fortid nemlig de store lysmaster fra dengang, da der var jernbanespor i området.
Udover at spille en rolle for klima og miljø er Åparken også en løftestang for byudvikling i områderne omkring og ikke mindst en rekreativ mulighed for de nye beboere.
Åbningen af Østerå er etapedelt og udviklet gennem de seneste 11 år. Byrådet traf 12. januar 2015 beslutning om at åbne Østerå gennem byen efter en fleksibel model, hvor der kan ske sammenløb mellem selve Østerå og Vestre og Østre Landgrøfter.
Beslutningen afløste principbeslutningerne fra 2008 og 2009 om at reservere plads til å-forløbet hele vejen gennem Aalborg by.
En blåstempling af projektet er, at Aalborg Kommune har fået tilsagn på kr. 26.577.936 til medfinansiering af åbning af Østerå fra Fiskeristyrelsen.
Tilskuddet på de 26,577.936 kr. består af 70 % EU-midler via Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og 30 % nationale midler fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Derfor er der nu monteret EU-logoer på de to informationstavler, som står ved Å-parken.
-dc