500 DGNB-boliger skyder op i Ballerup
E af de mest centrale områder i Ballerup er godt i gang med at blive omdannet til en helt ny bydel, som kommer til at rumme 500 DGNB-certificerede studie- og familieboliger, campus- og kulturfunktioner samt en klimapark
FB Gruppen, der står for udviklingen af hele boligområdet, og entreprenørfirmaet IngCon har et mangeårigt samarbejde bag sig og fra begyndelsen har de haft en fælles vision om at binde Ballerups forskellige områder mere sammen. Det bidrager Parkkvarteret til ifølge Hans-Bo Hyldig, der er FB Gruppens adm. direktør.
- Grunden, vi bygger på, har stort potentiale til at binde byen mere sammen, og det er vores ambition, at Parkkvarteret skal skabe mere liv udenfor bymidten. Området skal fungere som bindeled mellem uddannelse og kulturfaciliteter i det centrale Ballerup og skal tilbyde Ballerups borgere og tilflyttere en række attraktive og ikke mindst klimacertificerede boliger.
Ballerup-byggeriet er i fuld gang, og Elmehuset er det første færdige ud af fem DGNB-certificerede byggerier, som sammen med den kommende klimapark skal danne rammerne for Parkkvarteret.
Vvs-entreprisen på byggeprojektet står Nemo Vvs for, og den store ordre på blandt andet linjeafløb og udløbshuse til samtlige lejligheder er lagt hos den danske virksomhed Unidrain.
- Med så omfattende en opgave og høje krav til kvaliteten faldt valget på Unidrain og deres linjeafløb. Vi ved, hvad de står for rent æstetisk og funktionelt. Derudover er levering og rådgivning altid i top, fortæller Christian Larsen, projektchef hos Nemo Vvs.
Parkkvarteret er vvs-installatørens første DGNB Guld-byggeri, og da dokumentationsprocessen har været ressourcekrævende, får indgående produktkendskab og mange års samarbejde en ekstra dimension.
- Vores årelange samarbejde med Unidrain som materialeproducent og Lemvigh-Müller som leverandør giver os mulighed for at løse komplekse opgaver som denne på en professionel måde, samtidig med at vi tilbyder vores kunder de bedste produkter og den bedste service, forklarer Christian Larsen.
I sommeren 2021 blev det første spadestik til Elmehuset taget, og to år efter er det første byggeri i Parkkvarteret afleveret med nul mangler.
- Nul mangler bevidner, hvor stærkt og godt et hold der står bag byggeriet, og til alle dem skal lyde en kæmpe tak herfra. Til dem og ikke mindst til vores byggeledere, som dagligt sørger for, at alt spiller på byggepladsen, udtaler IngCon-projektleder Mathias Juel.
Byggeriet står klar til at byde beboerne velkommen i et byggeri med 112 boliger og dertilhørende gårdrum med blandt andet væksthus og legeplads. I løbet af det næste halvandet år vil IngCon med cirka fire måneders mellemrum aflevere de næste fire byggefelter på den grund, der tidligere husede Kasperskolen.
-dc