65 % af byggeriet har ingen plan for at reducere klimabelastningen
En undersøgelse blandt 452 virksomhedsledere fra alle dele af byggeriets værdikæde har taget temperaturen på, hvem der arbejder for at reducere byggeriets klimabelastning. Resultaterne giver stof til eftertanke
Samlet set angiver 65 % af virksomhederne i undersøgelsen, at de har en strategi for grøn omstilling, men under halvdelen (35 %) tilkendegiver, at de arbejder systematisk med at reducere klimabelastningen. Der er således endnu et godt stykke vej fra den strategiske til den systematiske, praktiske modenhed.
- Bæredygtighed er en integreret og afgørende del af forretningen for en stor del af branchen, men vi skal endnu længere. For reduktion af klimabelastning skal være omdrejningspunktet for forretningen i endnu flere virksomheder. Da det vil bringe os tættere på at nå de ambitiøse klimamål og samtidig skabe metoder og knowhow, der kan eksporteres ud i verden, siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
Undersøgelsens formål er gøre status og give et mere nuanceret indblik i potentialer og mulighedsrum for at reducere klimabelastningen for byggeriet i Danmark. 11 % af de adspurgte tilkendegav, at reduktion af klimabelastning er omdrejningspunktet for deres forretning.
De største virksomheder er længst
Blandt de store virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, vurderer 86 %, at de enten 'i nogen grad' eller 'i høj grad' på nuværende tidspunkt har tilstrækkelige kompetencer til at arbejde med reduktion af klimabelastning. I små og mikrovirksomheder vurderer 65 og 67 % at have tilstrækkelige kompetencer.
- Det er særligt afgørende for de mindre virksomheders succes med den grønne omstilling, at vi udvikler og omfavner fælles standarder og digitale værktøjer, der kan gøre den grønne omstilling overskuelig og tilgængelig for hele værdikæden i dansk byggeri, siger Christina Hvid.
Det fremgår også af undersøgelsen, at jo større virksomheden er, des mere har den gjort for at sikre den nødvendige opkvalificering.
Det tydeligste billede tegnes, når man kigger på, hvor mange virksomheder der har rekrutteret nye relevante medarbejdere for at højne kompetenceniveauet. Hos de store virksomheder gælder det 75 %, 39 % blandt de mellemstore, 20 % af de små og 12 % blandt mikrovirksomhederne.
Om undersøgelsen
Byggeriets Modenhedsmåling bygger på en undersøgelse, der er sendt ud til virksomhedsledere på tværs af fagområder i november 2022. Forud har Analyse & Tal og ConTech Lab udført en række interviews med eksperter og virksomhedsledere, der har bidraget til at skærpe undersøgelsens temaer og mål.
Virksomhedslederne, der har deltaget i undersøgelsen, består af 84 bygherrer, 26 driftsherrer, 134 entreprenører, 61 leverandører, 127 arkitekter, 80 ingeniører og 64 indenfor anden byggerådgivning.
-dc