80-årsjubilar slår egne rekorder
Dafa fejre 80-årsjubilæum fredag d. 1. marts. Samtidig sætter virksomheden omsætningsrekord i årets første måned
Et stabilt familieeje gennem tre generationer, konstant udvikling og medarbejdere i særklasse giver forventninger om et flot 2018 regnskab og dermed en forrygende start på jubilæumsåret.
Steen Bødtker, der tidligere var bestyrelsesformand i virksomheden, men som tiltrådte som CEO i efteråret, lægger da heller ikke skjule på de høje ambitioner, der skal sikre den fortsatte vækst. Ikke kun på det skandinaviske hjemmemarked, men i lige så høj grad uden for regionens grænser.
- Vi oplever en helt fantastisk efterspørgsel fra det globale marked, og det har bl.a. medført, at vi netop er flyttet fra eksisterende produktionsfaciliteter i Kina til nye af dobbelt størrelse. Derved kan vi øge vores produktionskapacitet betragteligt, og det er helt afgørende for at følge med udviklingen - særligt på det asiatiske marked, hvor væksten i høj grad er båret af et stigende fokus på vindenergi, forklarer Steen Bødtker.
Datterselskaber i otte lande
Den internationale udvikling til trods udspringer hovedaktiviteterne fortsat fra hovedkontoret i Aarhus, hvor bl.a. produktudvikling foregår, uanset om det er tætningsløsninger til byggeriet, industrien eller vindmølleproducenterne.
Udviklingen har i løbet af de seneste ti år ført til datterselskaber i otte lande fordelt på tre kontinenter. De strategiske placeringer af datterselskaber gør det muligt altid at være tæt på kunden, og det er i dag et væsentligt konkurrenceparameter, både for kunderne og Dafa.
Men i et presset marked kan det ikke gøre det alene. Steen Bødtker fortæller derfor, at man også er helt bevidst om, at uden innovation, nye tanker og kreativitet har man som virksomhed ikke mange chancer på den lange bane. Derfor vil innovation spille en meget fremtræden rolle i udviklingen af nye muligheder, ikke kun på produktsiden, men også i relation til markeder og forretningsudvikling.
80-årsjubilæet markeres bl.a. med reception for kunder og samarbejdspartnere på selve dagen.
-los