Aktuelle nyheder - Byggeri

Aalborg Portland ansætter topleder fra vindmøllebranchenUdover at have ansvaret for Aalborg Portlands danske cementproduktion, skal Peter Birkegaard samtidig bidrage til virksomhedens bæredygtige omstilling.

Aalborg Portland ansætter topleder fra vindmøllebranchen

Peter Birkegaard, der kommer fra en stilling som fabriksdirektør hos Siemens Gamesa, er i denne måned tiltrådt som Aalborg Portlands nye Managing Director og vil fremover have ansvaret for cementfabrikkens danske produktion

Del artiklen på

Den nordjyske cementproducent Aalborg Portland har fra 1. november 2022 ansat Peter Birkegaard som ny Managing Director. 49-årige Peter Birkegaard vil referere til Søren Holm Christensen, der er adm. direktør for Aalborg Portland i Norden og Baltikum. Michael Lundgaard Thomsen vil fremover indgå i Peter Birkegaards lederteam som direktør og Chief Commercial Officer.

- Aalborg Portland befinder sig aktuelt i en brydningstid, hvor blandt andet vores danske cementproduktion og produktionsfaciliteter i de kommende år vil gennemgå en stor udvikling. For at sikre, at vi kan opfylde vores ambitiøse mål, herunder vores ambitiøse klimamål, har vi valgt at styrke organisationen, samtidig med Michael Lundgaard Thomsen kan videreføre og fokusere på bæredygtighedsrejsen. Derfor er vi også utroligt glade for at kunne byde en kapacitet som Peter Birkegaard velkommen, siger Søren Holm Christensen, CEO for Aalborg Portland Nordic & Baltic Region.

Kommer fra vindmøllebranchen
Peter Birkegaard kommer til Aalborg Portland fra en stilling som fabriksdirektør hos vindmølleproducenten Siemens Gamesa Renewable Energy, hvor han ligeledes tidligere har bestridt rollen som teknisk direktør. Peter Birkegaard har i alt mere end 24 års erhvervserfaring fra multinationale industrivirksomheder - bl.a. med fokus på langsigtet strategi, procesoptimering og anlægsinvesteringer og -initiativer.

- Peter Birkegaard kommer med sin enorme erfaring uden tvivl til at spille en afgørende rolle for Aalborg Portlands udvikling de kommende år. Som Managing Director for Aalborg Portland vil Peter Birkegaard naturligt få et stort fokus på at optimere produktionen, sikre logistikkens effektivitet og understøtte Aalborg Portlands køreplan for grøn omstilling, der er en grundpille for virksomhedens aktiviteter, forklarer Søren Holm Christensen.

Skal bidrage til grøn omstilling
Aalborg Portland har det seneste årti investeret massivt i den grønne omstilling og udvikling af nye og mere bæredygtige cementtyper. Aktuelt arbejder virksomheden med installation af ny gasinfrastruktur i forbindelse med produktionsfaciliteterne i Aalborg, og det er endnu et stort skridt i udfasningen af fossile brændsler som kul og petcoke. Samtidig vil et nyt pilotanlæg til CO2-fangst være i drift inden for ganske få uger med henblik på at skabe flere erfaringer med fangst af CO2 fra cementproduktionen. Pilotanlægget skal således også danne grundlag for etableringen af et fuldskala CO2-fangstanlæg.

- Produktionsfaciliteterne i Aalborg har allerede gennemgået store forandringer med stigende nyttiggørelse af alternative brændsler og råstoffer i produktionen. I de kommende år vil vi accelerere udviklingen med omstilling til grønnere brændsler og ikke mindst ambitionen om at etablere et fuldskala-anlæg til CO2-fangst, der rent fysisk vil komme til at udgøre en stor del af fabrikken i fremtiden. Blot for at nævne nogle af de initiativer, vi står overfor. Rent fagligt ligger der derfor nogle utroligt spændende udfordringer i forbindelse med produktionen hos Aalborg Portland, som jeg glæder mig til at tage fat på, siger Peter Birkegaard.

Aalborg Portland har afsat yderligere en milliard kroner til grønne investeringer frem mod 2025. Inden 2030 skal fabrikken i Aalborg reducere sine nuværende CO2-udledninger med ikke mindre end 73 %.

-tmk

Læs mere om Byggeri

25/11 2022