Aarhus Arkitektskoles auditoriebygning sat til salg
Har du altid drømt om at eje en arkitektskole, får du nu muligheden: Arkitektskolen i Aarhus tidligere auditoriebygning er netop sat til salg
Freja Ejendomme, der udvikler og sælger statens og regionernes ejendomme, har netop sat fire markante, jyske bygninger til salg, og især en af dem skiller sig ud.
Ved Nørreport 20B i Aarhus finder man det tidligere auditorie og udstillingsrum for Arkitektskolen i Aarhus. Den yderst centralt beliggende ejendom er opført i 1998 og indeholder ud over auditorie- og udstillingsrum også foyer, attraktive mødefaciliteter, elevatorer og parkering i kælderen. Ejendommen kommer fra Bygningsstyrelsen.
Den markante ejendom i Aarhus sælges i en struktureret salgsproces, hvilket varetages af Colliers Aarhus.
- Vi har set frem til at sætte de her fire nye ejendomme på markedet. Det er meget forskellige ejendomme, som alle har nogle markante styrker – ikke mindst beliggenhed og kvalitet. Dagens perle er selvfølgelig det tidligere auditorie for arkitektskolen i Aarhus. Beliggenheden er fantastisk og bygningen kunne eksempelvis blive et firmadomicil ud over det sædvanlige, siger Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme.
Aarhus Arkitektskole flyttede sidste år ind i spritnye lokaler på Godsbanearealerne i Aarhus, New Aarch.
-dc