Aarsleff skal anlægge ny naturgasledning
Energinet har skrevet kontrakt med Aarsleff om at flytte 28 kilometer naturgasledning for at gøre plads til den ny jernbane på Vestfyn
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Forberedelserne til projektet er allerede - om ikke sat på skinner endnu - så i fuld gang på Vestfyn.
Energinets projekt får hovedkvarter på en nedlagt landejendom øst for Nr. Aaby og arbejdet med at indrette arealerne med mandskabsvogne, parkeringspladser og en oplagsplads til gasrørene er på vej.
De gasrør, der skal bruges til den nye gasrørledning, produceres i Tyskland og ankommer i løbet af januar og februar med tog til Taulov. Derfra køres de videre med lastbiler til Fyn, og det bliver entreprenørfirmaet Aarsleff, der skal varetage opgaven med at anlægge den nye naturgasledning.
Dobbeltsporet og elektrificeret jernbane
Energinet har netop underskrevet kontrakten, og planen er, at det egentlige anlægsarbejde begynder i foråret og afsluttes inden årets udgang.
Det gælder i alt 28 kilometer gasrør, så beboere i området kommer til at opleve en del trafik, når lastbilerne skal aflevere rørene.
Efter planen foregår det fra sidste uge i januar og hele februar. Når anlægsarbejdet begynder til foråret, vil der igen være trafik, når rørene skal køres ud til de steder, hvor de skal lægges i jorden.
Den gamle naturgasledning ligger i vejen for den nye, dobbeltsporede og elektrificerede jernbane på Vestfyn. Vejdirektoratet er bygherre, og naturgasledningen flyttes for at gøre plads til den nye jernbane.