Affald bliver penge værdPå Stena Recycling Drive In i Horsens er alle former for jern og metal penge værd; sågar også øl- og sodavandsdåser fra Tyskland. (Foto: Nonboe Fotografi)

Affald bliver penge værd

Stena Recycling åbner 1. april en drive in-genbrugsstation i Horsens, hvor både private og erhvervsdrivende veksle genbrugeligt affald til kolde kontanter

En defekt cykel, gamle blandingsbatterier eller sågar et ødelagt drivhus. Det hele bliver nu penge værd efter åbningen af en såkaldt drive in-genbrugsplads på Kometvej i Horsens.

Som noget helt nyt er der således kontant afregning for aflevering af alle former for gammelt jern og metal.

Bag konceptet står genvindingsvirksomheden Stena Recycling, der opfordrer både private og erhvervsdrivende til at aflevere deres genbrugelige affald. Ganske enkelt fordi der er noget at hente for både miljøet og pengepungen.

- Affald er ikke bare affald. Ofte er der tale om værdifulde ressourcer, som kan genanvendes.  Det er der nogle åbenlyse miljøgevinster forbundet med, og når vi oven i købet betaler penge for alle former for gammelt jern og metal, er der i virkeligheden ingen grund til at lade være. Alle parter vinder, når det handler om genvinding, fastslår Ulf Kruse, der er filialleder hos Stena Recycling i Horsens.  

Fokus på el og vvs
Stena Recycling forventer, at genbrugspladsen i høj grad vil være interessant for en række erhvervsdrivende som eksempelvis elektrikere og VVS-folk.

Det skyldes, at der er penge at hente for eksempelvis elkabler, kobberrør eller sågar en håndvask i rustfrit stål, ligesom det endda er muligt at få penge for øl- og sodavandsdåser uden pant.

Foruden det naturlige samarbejde med håndværkere og andre erhvervsdrivende er håbet at øge bevidstheden omkring genvinding hos privatpersoner i Horsens og omegn, således at disse også afleverer deres genbrugelige affald på pladsen.

Indvejning og afregning
Drive in-genbrugspladsen i Horsens slår dørene op den 1. april og har herefter åbent mandag til torsdag fra 7 til 16 og fredag fra 7 til 14.

Aflevering af materialer foregår i en hal, hvor produkterne bliver indvejet og afregnet til højeste dagspris. En lignende genbrugsplads blev i efteråret 2014 åbnet i Tilst ved Aarhus. 

Stena Recycling er en del af Stena Metall-koncernen og driver sin virksomhed fra 180 anlæg i henholdsvis Danmark, Sverige, Norge, Finland og Polen. Herfra forfines affald fra hele samfundet til nye råvarer.

-cmn

3/3 2015