Lang ventetid på udbetaling af varmepumpetilskud
Ifølge TEKNIQ må ejere af boliger, der søger om at få varmepumpetilskud udbetalt, vente markant længere tid på pengene
Af Dan Bjerring
Har man skiftet olie- eller gasfyret ud med en varmepumpe, gælder det om at væbne sig med mere tålmodighed, før tilskuddet fra Varmepumpepuljen bliver udbetalt.
På ét år er ventetiden fra boligejerne søger om at få deres tilskud - til udbetalingen er godkendt - steget fra 19 - til 34 dage. Det er en stigning på knap 80 procent.
Dertil kommer, at der går op til 14 dage fra godkendelsen, til pengene er på boligejernes konto.
Det viser en aktindsigt til Energistyrelsen.
Penge mangler i budgettet
Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i TEKNIQ peger på, at varmepumper er en oplagt vej væk fra olie og gas, men hvis tilskuddet opleves som langsomt eller administrativt tungt, risikerer politikerne at gøre det sværere for helt almindelige familier at vælge den grønne løsning.
Ventetiden kommer på et tidspunkt, hvor oliepriserne er høje, og interessen for at skifte olie- eller gasfyret ud med varmepumper er stigende.
- For familierne kan de stigende ventetider betyde penge, der mangler i budgettet, så hvis politikerne ønsker, at flere danskere skal vælge varmepumpe, skal man også sikre, at tilskudssystemet følger med, siger Troels Hartung.
Ventetid
September 2026: 34 dage
September 2025: 19 dage
Tilskuddet til en varmepumpe er op til 27.000 kroner.