- Afgørende at bygge bro mellem erhvervsskolerne og virksomhederneDet er andet år i træk, at Bygma Talentlegat hylder unge talenter på erhvervsskolerne med gavekort og en reception med dem i centrum.

- Afgørende at bygge bro mellem erhvervsskolerne og virksomhederne

For andet år i træk hylder Bygma Gruppen unge talenter blandt handelseleverne på seks udvalgte handelsskoler. Gennem et talentlegat, ønsker virksomheden at øge kendskabet til erhvervsuddannelserne og tiltrække dygtige medarbejdere til virksomheden

Til februar vil 24 elever, der er blevet indstillet af deres undervisere for deres ekstraordinære indsats, modtage legatet på 12.000 kr. ved en reception. Formålet med talentlegatet er at anerkende elevernes talent og ambitioner.

- Vi ønsker at støtte de unge handelselever. Derfor investerer vi og udvider vores partnerskaber med handelsskolerne og gør en målrettet indsats for at fange de unges interesse tidligt.

- Gennem aktiviteter som praktikforløb, oplæg, karrieremesser og ung-til-ung-kommunikation kan vi også engagere de studerende og vise dem, at Bygma er en spændende arbejdsplads, lyder det fra Anette Sondrup, HR-direktør i Bygma Gruppen.

Bygma Talentlegat er en hyldest til de elever, der gennem deres uddannelse har udvist en ekstraordinær indsats, faglig dygtighed og ambitioner ud over det sædvanlige.

Legatet skal anerkende og motivere unge talenter, samtidig med at det sætter fokus på erhvervsuddannelserne.

Ifølge Jacob Kjeldsen, direktør for DI Handel, er initiativet et vigtigt skridt i retning af at styrke branchens evne til at tiltrække og fastholde unge talenter, som handelssektoren har stor brug for i fremtiden.

- Det kan være en udfordring at tiltrække unge, og derfor er alle initiativer, der skaber opmærksomhed, utroligt værdifulde for branchen.

- Samtidig er det afgørende at bygge bro mellem erhvervsskolerne og virksomhederne, så vi skaber et tættere samarbejde om at udvikle og fastholde fremtidens talenter.

- Jeg deltog selv sidste år, da legaterne blev uddelt, og det var en meget rørende oplevelse at se, hvordan handelseleverne blev anerkendt for deres indsats, siger han.

Han bakkes op af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier:

- Bygma Talentlegat er et strålende eksempel på, hvordan virksomheder og erhvervsskoler kan arbejde sammen om at skabe synlighed og anerkendelse af handelsuddannelserne.

- Denne form for partnerskaber, hvor unge talenter fremhæves som rollemodeller for fremtidens arbejdsmarked, er afgørende for at inspirere flere unge til at opdage de mange muligheder, en erhvervsuddannelse kan tilbyde, siger Jesper Nielsen, direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

De seks skoler, der indstiller elever til legatet, er:

Aalborg Handelsskole
Aarhus Business College
Tietgenskolen Odense
IBC
ZBC
Roskilde Handelsskole

-dc

15/1 2025