Alle fjernvarmeansøgninger imødekommes
Der var frist for ansøgninger til Fjernvarmepuljen den 2. december, og der er ansøgt for flere midler, end der er afsat. Energistyrelsen vurderer dog, at der er penge nok til alle ansøgninger, der lever op til kravene
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Omstilling af det danske energiforbrug far gas- og oliefyring til vedvarende energi og fjernvarme er højt prioriteret af den nye regering, og der har været stor interesse for Fjernvarmepuljen, som lukkede for ansøgninger fredag den 2. december.
Energistyrelsen har modtaget 112 ansøgninger fra forskellige fjernvarmevirksomheder, og der er i alt ansøgt for cirka 450 millioner kroner. Det svarer til mere end, der var i Fjernvarmepuljen. Der er dog fundet midler på reserven, så alle berettigede ansøgere vil kunne modtage støtte.
Reducerer CO2-udledning
Ifølge vicedirektør i Energistyrelsen, Stine Leth Rasmussen, vidner den store interesse for Fjernvarmepuljen om et stort fokus på hurtigt at få udrullet mere fjernvarme som erstatning for olie- og gasfyr.
Fjernvarmepuljen giver tilskud til fjernvarmeværker, der ønsker at udrulle fjernvarmenet i nye områder, hvor der i dag opvarmes med olie- eller gasfyr. Puljen bidrager dermed til, at danskerne kommer af med deres olie- og gasfyr og til at reducere den danske CO2-udledning.
Flere penge til fjernvarme
Folketinget har i flere omgange besluttet at afsætte flere penge til Fjernvarmepuljen:
- Det ser ud til, at vi kan give tilsagn til alle de ansøgninger, der lever op til kravene. Det er gode nyheder for forbrugerne, fjernvarmevirksomhederne, den grønne omstilling og forsyningssikkerheden, siger Stine Leth Rasmussen.
Energistyrelsen er fortsat i gang med at sagsbehandle ansøgningerne. Det betyder, at der kan være ansøgninger, der ikke lever op til de krav, som er stillet til ansøgningerne.
Hvis der er mangler i ansøgningerne, bliver den konkrete fjernvarmevirksomhed kontaktet af Energistyrelsen.
Hvis der er fjernvarmevirksomheder, der ikke har nået at søge inden for tidsfristen, har de mulighed for at søge til næste år, hvor puljen åbner for ansøgninger på ny.
Fakta
• Fjernvarmepuljen er en pulje, der giver tilskud til fjernvarmeselskabers udrulning af fjernvarmenet i nye områder.
• Energistyrelsen har i denne runde modtaget 112 ansøgninger, og der er ansøgt for lidt over 453 millioner kroner.
• Puljen åbner igen for ansøgninger 23. januar 2023.