Alt for få ungdomsboliger i hovedstaden
Studerende i København står i en usikker boligsituation, hvor de har sværere ved at finde en bolig, der dækker deres behov, og som samtidig er til at betale
Af Dan Bjerring
Christiansborg
August er måneden, hvor jagten på boliger går ind for alvor i de store studiebyer, hvor unge, der begynder på en videregående uddannelse, for alvor tager et stort skridt i deres liv, når de flytter hjemmefra.
I forbindelse med offentliggørelsen af studieoptaget til de videregående uddannelser er der udkommet en rapport fra Boligselskabernes Landsforening (BL), som fokuserer på de førsteårsstuderendes muligheder for at få en bolig, som de kan betale, i København, hvor de fleste uddannelsesmuligheder ligger.
13 studerende til hver almen ungdomsbolig
Rapporten peger blandt andet på, at der er forholdsvis få almene ungdomsboliger i København i forhold til antallet af studerende på de videregående uddannelser. Der er 13 studerende pr. almen ungdomsbolig i Københavns og Frederiksberg Kommuner. I resten af landet er forholdet 4:1.
Det misforhold betyder, at unge studerende i København står i en mere usikker boligsituation, hvor de har sværere ved at finde en bolig, der dækker deres behov, og som samtidig er til at betale.
Dyrere husleje i private boliger
Hvis man ser på udviklingen i husleje i private lejeboliger, hvor der kun bor studerende, er huslejen for disse boliger for førsteårsstuderende i løbende priser i gennemsnit steget fra 3.150 kroner til 4.300 kroner pr. person i perioden 2016-2021. Det svarer til en stigning på 37 procent på fem år. Til sammenligning har en almen ungdomsbolig en gennemsnitlig husleje pr. person på 3.100 kroner i 2021.
Den relativt høje husleje i private lejeboliger medfører, at de førsteårsstuderende betaler knap halvdelen af deres indkomst i husleje – 45 procent. Samtidig er andelen af de førsteårsstuderende, der bor i en privat udlejningsejendom, steget betydeligt mellem 2012 og 2021 – fra 50 - 60 procent.
Tre af fem i privat leje
Tre ud af fem førsteårsstuderende i byen bor således til leje privat. De almene ungdomsboliger er et billigt alternativ til private lejeboliger, særligt for de førsteårsstuderende, som er yngre og i mindre grad har studiejob ved siden af studiet.
At få en god bolig i begyndelsen af studiet kan medvirke til mindsket frafald og en bedre social og faglig præstation hos de studerende.