Bygma Red Week
scroll
Amerikansk Kongetal varsler rentesænkninger forudeCheføkonom Bo Sandberg, Brancheforeningen Aktive Ejere

Amerikansk Kongetal varsler rentesænkninger forude

Der blev i september skabt 254.000 nye job i USA uden for landbruget. Økonomerne havde kun ventet 140.000

Af Dan Bjerring

I en kommentar fra cheføkonom Bo Sandberg, Brancheforeningen Aktive Ejere, til fredagens ”kongetal” for beskæftigelsen fra USA, noterer han, at sænkningen af den amerikanske rente begyndte i september, og han venter, at der tages mindst et trin mere ned i år:

- Når USA´s centralbank, Federal Reserve, i sidste måned valgte at sænke renten med et halvt fremfor et kvart point, var det i min optik snarere signalværdien end recessionsfrygten, der var årsagen, siger Bo Sandberg.

Stram pengepolitik i lang tid
Han understreger, at den amerikanske pengepolitik har været holdt stram længe, og når den nu lempes, ”giver det god mening” i den indledende fase af nedstigningen at springe et enkelt trin over:

- Man skal dog huske fortsat at holde godt fast i gelænderet, som udgøres af de aktuelle nøgletal og af Federal Reserves målsætninger, der som bekendt adresserer både inflation, vækst og beskæftigelse, siger Bo Sandberg.

Kritisk måned forude
Kongetallet for beskæftigelsen viser en meget stærk og overraskende stor jobskabelse - et comeback til arbejdsmarkedet med 254.000 nye job i september:

- Det bekræfter, at rygterne om recession i USA hele tiden nok har været overdrevne. Den kommende måned bliver dog kritisk på grund af eskaleringen af krigen i Mellemøsten og den generelle nervøsitet, der altid vil være i markederne én måned før et præsidentvalg, der stadig forekommer meget fifty-fifty i udfaldet, siger cheføkonomen.

Mange forhold spiller ind på præsidentvalg
Bo Sandberg henviser til, at det traditionelt har heddet sig - ”it´s the economy, stupid” - som svar på den vigtigste faktor i de amerikanske præsidentvalg:

- Og ingen tvivl om, at især inflation og leveomkostninger stadig er top-of-mind i flere af de afgørende svingstater. Men her spiller abort, immigration og personlige forhold hos kandidaterne dog mindst lige så meget ind.

- Så selvom Biden-Harris-administrationen vil sole sig i det flotte nye ”kongetal” for september – og det er i hvert fald ikke noget, der svækker vicepræsidentens valgchancer – så er det nok begrænset, hvor stor politisk betydning, det får, slutter cheføkonomen i Aktive Ejere.

6/10 2024