Totalentreprenør etablerer miljøafdeling og får autorisation til selektiv nedrivningMorten Hybertz Bak og Kristian Løhde Voxholt fra S.P. Jensen, der opruster med ny miljøafdeling og autorisation til selektiv nedrivning.

Totalentreprenør etablerer miljøafdeling og får autorisation til selektiv nedrivning

Oprustningen skal imødekomme skærpede krav til byggeaffald og gøre virksomheden i stand til at løse en større del af byggeopgaven

Fra 1. juli 2025 trådte nye regler for selektiv nedrivning i kraft, som skal sikre, at flere materialer kan genbruges og genanvendes. Reglerne betyder blandt andet, at nedrivninger, hvor mindst 250 m2 af en bygnings etageareal fjernes fuldstændig, skal udføres som selektiv nedrivning af en autoriseret nedrivningsvirksomhed.

Siden er antallet af selektive nedrivninger steget markant. En ny kortlægning fra Sweco Danmark viser, at der blev registreret 939 sager det første år efter lovændringen. Ifølge kortlægningen håndteres omkring hver tiende nedrivningssag nu efter de selektive principper. 

 Den udvikling imødekommer S.P. Jensen nu ved at samle kompetencerne inden for miljøscreening, sanering og kortlægning i en dedikeret miljøafdeling med autorisation til selektiv nedrivning.

- Vi ønsker at tage et større ansvar for hele processen omkring en forsikringsskade eller en renoveringsopgave. Også den fase, der ligger før selve genopbygningen. 

- Med en dedikeret miljøafdeling kan vi sikre en bedre sammenhæng i byggesagerne, hvor miljøhåndtering, nedrivning og genopbygning tænkes sammen fra begyndelsen, siger adm. direktør Morten Hybertz Bak.

For S.P. Jensen er oprustningen inden for miljø drevet af flere forhold. Kravene til dokumentation, sortering og håndtering af byggeaffald og materialer skærpes løbende, og samtidig oplever virksomheden et stigende fokus på miljøspørgsmål fra kunder og samarbejdspartnere. 

Dertil kommer, at S.P. Jensen i takt med sin vækst håndterer væsentligt større mængder byggeaffald end tidligere. På få år er mængden mere end fordoblet.

- Vi arbejder i forvejen aktivt med klima og miljø, og den nye miljøafdeling er et led i vores ESG-strategi. Ambitionen er ikke alene at leve op til minimumskravene, men at have de interne kompetencer til at rådgive kunderne til at træffe de rette valg, siger Morten Hybertz Bak.

Som led i oprustningen er miljøkonsulent Kristian Løhde Voxholt blevet uddannet som ressourceansvarlig inden for selektiv nedrivning. Det betyder, at han blandt andet får til opgave at kortlægge materialerne og planlægge, hvordan de skal håndteres gennem nedrivningsprocessen.

- Hele idéen er egentlig at lave en plan for at få flere materialer tilbage i kredsløbet, i stedet for at det hele ender på deponi eller som stort brændbart, siger Kristian Løhde Voxholt.

Med den nye miljøafdeling ønsker S.P. Jensen at sikre, at der tænkes i ressourcer fra begyndelsen. Først handler det om at vurdere, hvad der kan bevares og videreføres i bygningen. Hvis nedrivning er nødvendig, bliver opgaven at kortlægge materialerne og få så meget som muligt tilbage i kredsløbet.

- Med stærkere interne miljøkompetencer får vi færre grænseflader og bedre mulighed for at sikre kvalitet, dokumentation og fremdrift gennem hele projektet. Samtidig ser vi et potentiale i at løse miljø- og nedrivningsopgaver som selvstændige opgaver og dermed bevæge os ind på nye dele af markedet, siger Morten Hybertz Bak.

-dc

25/9 2026