Ankestyrelse har ikke overfortolket Højesteretsdom om arbejdsskader
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ønsker en reform af arbejdsskadesystemet, som sikrer et ’mere tidssvarende system med regler, der møder borgeren i øjenhøjde’
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Formanden for Folketingets Beskæftigelsesudvalg Lennart Damsbo-Andersen (S) har bedt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen om en kommentar til oplysninger fra Fagbladet 3F om, at cirka halvdelen af folk, der er udsat for arbejdsulykker får afvist anerkendelse.
Ministeren oplyser blandt andet, at man i år skal i gang med forhandlingerne om et nyt arbejdsskadessystem, og han ønsker med en reform at sikre et ’mere tidssvarende system med regler, der møder borgeren i øjenhøjde’:
- Vi vil i denne sammenhæng naturligvis også drøfte personskadebegrebet og spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsulykker, skriver ministeren i sit svar.
Skærpet praksis
Han henviser videre til en højesteretsdom fra 2013, der har medført en skærpet praksis for anerkendelse af arbejdsulykker. Det har bevirket, at anerkendelsesprocenten for anmeldte arbejdsulykker er faldet.
Anerkendelsesprocenten var gennemsnitligt 78 procent frem til 2013. Herefter skete der et fald til cirka 50 procent i 2014-2016:
- Tidligere kunne en ulykke anerkendes som en arbejdsskade, hvis blot der var sammenhæng mellem hændelsen og skaden - uanset at der ikke var vedvarende følger af skaden og den tilskadekomne dermed ikke var berettiget til godtgørelse eller erstatning som følge af skaden, forklarer Troels Lund Poulsen.
Hændelse af en vis styrke
Efter Højesteretsdommen skal der være tale om ’en hændelse af en vis styrke
eller karakter, som forårsager en skade, der er varig eller behandlingskrævende’.
Eksempelvis bliver ulykker, der udløser et blåt mærke, en let forstuvning eller andre gener, der går over af sig selv, ikke længere anerkendt som ulykker efter Arbejdsskadesikringsloven:
- De sager, hvor tilskadekomne har ret til godtgørelse eller erstatning, skal med den nuværende praksis fortsat anerkendes, understreger beskæftigelsesministeren, der afviser - hvad Fagbladet 3F har givet udtryk for - at Ankestyrelsen har overfortolket Højesterets dom.