Arbejdsmiljø og faglig viden er hans mærkesagerBjarke Fynsk er ejer og daglig leder af virksomheden Fynsk & Søn A/S, der beskæftiger sig med murer-, tømrer- og snedkerarbejder.

Arbejdsmiljø og faglig viden er hans mærkesager

Et godt arbejdsliv hænger uløseligt sammen med et meningsfyldt liv. Det mener Bjarke Fynsk, der netop er blevet udnævnt til formand for murerudvalget i Dansk Byggeri Region Sydjylland

Bjarke Fynsk, 46 år, er ejer og daglig leder af virksomheden Fynsk & Søn A/S. Han er tredje generation i en 60 år gammel byggevirksomhed i Nordborg på Als. Virksomheden beskæftiger sig med murer-, tømrer- og snedkerarbejder på stort set alle niveauer og i såvel del- som totalentreprise.

- At tro på en hverdag med lykke og harmoni, hvis ikke man trives optimalt på sin arbejdsplads, er en illusion, siger den nye formand og fortsætter:

-Ingen vil kunne komme glad hjem fra arbejdet og ingen vil kunne starte glad på arbejdet den næste dag igen, hvis ikke det gode miljø på arbejdspladsen er til stede.

Det er derfor på dette fundament - arbejdsmiljøet - at den nye formand for murerudvalget har tænkt sig at bygge det ene af sine to formands-manifester på.

Bedre oplysning og mere faglig viden
Det andet og lige så vigtige er viet til uddannelse af medarbejderstaben, hvor Bjarke Fynsk har den opfattelse, at jo mere og bedre oplysning og faglig viden hver enkelt medarbejder er i besiddelse af, jo mere meningsfyldt bliver hverdagen på arbejdspladsen.

Ud over sin nye plads som formand for murerudvalget i Region Sydjylland, har Bjarke Fynsk også sæde i regionsbestyrelsen i Dansk Byggeri. Derudover er han medlem af bestyrelsen i Uddannelsesfonden under Dansk Byggeri, hvor man hvert år uddeler midler til kurser og videreuddannelse af medarbejdere hos foreningens medlemmer.

-los

17/11 2017