Arena Randers samles under ét tag
Arena Randers' 9000 m2 får en ny hal på 7000 m2 - alt i én helhed under et fælles, svævende tag
Projektet består af en ny hal på 7000 m2 samt ombygning af de tre eksisterende haller og en tilpasning af ankomst- og p-området. Den nye hal bliver placeret i direkte forlængelse af det eksisterende halbyggeri, og efterfølgende samles alle bygningerne under ét fælles, svævende tag. Med denne enkle, men kloge, arkitektoniske disposition får Arena Randers en ny letgenkendelig og æstetisk identitet som kulturelt vartegn for byen.
- I stedet for at tilføje endnu et bygningsvolumen med eget arkitektonisk udtryk til komplekset har vi videreført den eksisterende komposition og samler byggeriet med et fælles tag. På afstand vil bygningen fremstå som et stort, skulpturelt objekt, ganske let og svævende i sit udtryk, forklarer projektleder og arkitekt Simon Herup Nielsen, LINK arkitektur, der sammen med Max Bögl og Orbicon har vundet konkurrencen om transformationen og udbygningen af arenaen.
Som var det bygget på samme tid
Med etableringen af et stort tagudhæng skabes samtidig et overdækket mødested, der samtidig tydeligt markerer hovedindgangen.
- Da vi først så billederne og tegningerne af byggeriet, tænkte vi, at det her bliver vi stolte af, fortæller Gitte Nørgaard, direktør for Arena Randers.
Torben Boldsen, der er formand for Arena Randers’ bestyrelse supplerer:
- Den nye multiarena bliver utrolig flot rent æstetisk. Byggeriet kommer til at fremstå, som om det hele er bygget på samme tid og er en del af den samme helhed.
Fleksibilitet og åbenhed
Vinderforslag har fleksibilitet og åbenhed som bærende principper for den arkitektoniske hovedide. Dette udmønter sig i en planløsning, hvor fleksibel opdeling er mulig. Den nye hal kan opdeles i zoner og adskilles i to mindre haller, hvor de mobile tribuner kan flyttes eller helt fjernes.
- Den nye hal udformes som en åben og overskuelig rumlighed uden faste vægge eller kerner. Sammen med de mobile tribuner giver dét de bedst tænkelige rammer for en fleksibel udnyttelse, både til daglig brug samt for til brug ved store nationale og internationale begivenheder, forklarer Simon Herup Nielsen fra LINK arkitektur.
Åbenhed etableres via en gennemgående 'færdselsåre' i yderkanten af den nye hal, der skal lede brugere og besøgende rundt i komplekset og binde de forskellige aktiviteter sammen. Her fra er der et 360-graders syn rundt i hallen og et smukt udkig til omgivelserne gennem en 3,5 meter høj glasfacade i stueetagen.
En smuk kontrast mellem materialer med både kølig og varm karakter kommer til at kendetegne byggeriet. Det rå og det forfinede danner en taktil kontrast gennem valget af stålfacader, stålsøjler og et poleret betongulv der møder vægelementer, vinduesrammer og tribunesæder i egetræ.
Det første spadestik bliver taget allerede i oktober. Det færdige byggeri skal afleveres i august 2019.
-kj