ATP malker stadig arbejdsgiverfond for millioner
ATP brugte sidste år otte millioner kroner på ren administration - men de udbetalte ikke én eneste krone til fondens formål
Af Dan Bjerring
De samlede omkostninger til administration i AFU er siden 2018 løbet op i 70 millioner kroner, uden af ATP på tilfredsstillende vis har kunnet redegøre for, hvordan administrationsomkostningerne fordeler sig.
Alene de sidste fem år er der brugt over 35 millioner kroner i administration for at udbetale under én million kroner
AFU er en lovbestemt fond, som skal kompensere udenlandske medarbejdere, hvis de er blevet snydt for løn af en udenlandsk virksomhed, mens de arbejder i Danmark.
Nu må virksomhederne - deraf mange små virksomheder - igen konstatere, at endnu flere af deres mange millioner nu er forsvundet. Kun ATP har fået glæde af pengene.
Dansk Håndværk har gennem de senere år kritiseret forholdene og kalder situationen en farce.
Ud over at der ikke har været udbetalinger til det grundlæggende formål, viser sidste års regnskabstal nemlig også, at aktiviteten i fonden har nået et minimum. Alligevel er der brugt otte millioner på at administrere ikke-eksisterende opgaver:
Telefonen ringede i gennemsnit færre end otte gange om måneden hos AFU, og samtidig faldt antallet af virksomheder, der inden for de seneste tre år har overtrådt spillereglerne, fra fire til to.
AFU skal vedligeholde oplysninger om disse virksomheders navn og erhvervsregistrering som en simpel liste på internettet, hvor de skal stå i tre år.
Primært italienske og albanske virksomheder
Det har primært været italienske eller albanske virksomheder, der allerede gik konkurs eller forsvandt fra jordens overflade, da de blev grebet i at snyde.
På sit højeste rummede listen fem navne, så ATP's arbejde har blot været at udskifte et eller to navne om året:
- Sammen med de 90 telefonopkald må det siges at være en overkommelig opgave, forklarer Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen.
Som en fast note i årsrapporten gør ATP opmærksom på, at Beskæftigelsesministeriet har bundet sig til at kompensere ATP, hvis aftalen opsiges. Beløbet varierer år for år, og det var i 2024 beregnet til 18 millioner, men er nu faldet til 12:
- Hvis noten skal læses som en form for skræmmebillede, så virker den faktisk ret tillokkende. ATP er jo allerede i gang med at udskrive de næste regninger, og i juni næste år vil de runde 12 millioner, uden at hverken erhvervslivet eller lønmodtagerne har fået noget som helst for pengene, siger Morten Frihagen.
Foreslår flytning af opgaven
Til den tid vil udgifterne ved at stoppe samarbejdet være uændrede eller ligefrem steget. Det eneste rigtige er derfor at opsige aftalen med det samme.
Dansk Håndværk erkender, at der næppe bliver grebet ind over for de farcelignende forhold, før folketingsvalget er overstået.
Men så snart der er udnævnt en ny regering, vil Morten Frihagen rette henvendelse til beskæftigelsesministeren med forslag om, at fonden lukkes, eller at administrationen flyttes:
- Fondens hovedopgave er ganske enkelt at udbetale et beløb til medarbejdere, når der er truffet en afgørelse i en konkret sag - enten ved en domstol eller en voldgiftsret - og virksomheden ikke kan eller vil betale.
- Det er en opgave, som uden problemer kan varetages af andre, eller som følger en domsafsigelse.
- Jeg er sikker på, at man uden problemer kan finde en løsning, der sikrer, at danske virksomheder ikke skal betale otte millioner om året, for at udbetale nogle få hundrede tusinde – eller som i år, slet ikke at foretage sig noget, mener Morten Frihagen.
Dansk Håndværk opfordrer landets virksomhedsejere til at stille politikerne til regnskab for deres manglende handlekraft på valgmøderne rundt om i landet:
- Spørg, hvorfor ingen har grebet ind overfor ATP's administrationsskandale. Vi har år efter år gjort opmærksom på forholdene, og vores oplysninger har været kendt af både folketingsmedlemmer, Beskæftigelsesudvalget og de ansvarlige ministre, siger Morten Frihagen.