Bestyrelsen var allerede på plads – nu er ledelsen det samme
Annemarie Munk Riis bliver ny administrerende direktør i Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Samtidig er der fundet to direktører til partnerskaber og strategisk udvikling samt certificeringer og teknisk udvikling
Rådet for Bæredygtigt Byggeri har de senere år udviklet sig fra at være en lille organisation med få medarbejdere for 10 år siden til i dag at være en organisation med 54 ansatte og mere end 770 medlemmer.
Udviklingen har kaldt på en ny og styrket direktion. I begyndelsen af året blev daværende direktør, Mette Qvist, og bestyrelsen i Rådet for Bæredygtigt Byggeri lidt overraskende enige om, at der skulle nye kræfter til at flytte organisationen videre.
Valget er faldet på Annemarie Munk Riis som ny administrerende direktør.
- Annemarie Munk Riis kommer med en stor viden og erfaring inden for blandt andet erhvervslivets rammebetingelser, innovation og ledelse, og bestyrelsen glæder sig til at samarbejde med hende om at styrke Rådets arbejde og indflydelse.
- Annemarie Munk Riis og den øvrige direktion supplerer hinanden godt, og vi har i bestyrelsen store forventninger til, at de sammen kan forløse organisationens potentiale, siger bestyrelsesforperson i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Annemarie Munk Riis kommer fra en stilling som direktør for Innovationsfonden og har tidligere været erhvervspolitisk og international chef i Københavns Kommune. Her har hun blandt andet arbejdet med markedsføring af danske løsninger inden for bæredygtighed gennem Cities Climate Leadership Group (C40). Hun er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har en Ph.d. fra CBS.
Yderligere to nye direktører
Ud fra et ønske om at styrke indsatsen inden for partnerskaber og strategisk udvikling udpeges Sisse Norman Canguilhem samtidig som direktør for disse områder. Sisse Norman Canguilhem har tidligere været vicedirektør for public affairs og kommunikation og er frem til 1. september konstitueret administrerende direktør.
- Indsatsen med at fremme bæredygtighed i det byggede miljø kræver solide partnerskaber, god forståelse for de politiske processer og en strategisk tilgang til det store landskab af interessenter fra både den offentlige og private sektor. Sisse Norman Canguilhem har en stor viden og erfaring på disse områder bl.a. fra hendes tidligere karriere i Udenrigsministeriet, siger Anne Skovbro.
Nuværende chef for teknisk afdeling, Frederik Waitz Søborg, bliver direktør for certificeringer og teknisk udvikling og kommer fortsat til at sikre, at både DGNB-certificeringer, taksonomi-verifikationer og udviklingen af disse danner grundlag for Rådets arbejde.
-dc