Betonproducent: Vi kan gøre det
Når udviklingen går mod et mere bæredygtigt byggeri, så er det oplagt, at vi bringer os på forkant med genbrugsbeton, lyder det fra betonproducenten Unicon
Der var bygherrer, der ville genbrug. HOFOR, som havde en skorsten, der skulle rives ned, Pelcon, der kunne udvikle betonen og hovedentreprenøren Züblin, som de i forvejen leverede beton til, og endelig havde de selv produktionskapaciteten på den nærliggende frabrik på Prøvestenen.
Faktorer, der gjorde det oplagt for betonproducenten Unicon at gå med ind i projektet med at producere genbrugsbeton til Sydhavn Genbrugscenter, fortæller teknologichef Ib Bælum Jensen fra Unicon.
- Selvfølgelig handler det også om den generelle udvikling i samfundet, hvor man fra rigtig mange sider ønsker et øget genbrug af byggematerialer fra bygning til bygning, også fordi ressourcerne ikke er uendelige. Vi oplever allerede i dag en begyndende råvaremangel, hvor der lokalt er nogle stentyper, vi ikke kan få. Materialer, vi enten må køre langt efter eller få oppe fra Norge. Så Sydhavn Genbrugscenter har været alle tiders mulighed for at lære noget og komme på forkant.
Utrolig fin beton
Der har også været udfordringer med den nedknuste beton til genbrugscentret. Dels med timingen og tempoet med nedrivning af skorstenen i forhold til produktion og levering af genbrugsbeton. Dertil den varme sommer, der betød, at den nedknuste beton måtte sprinkles med vand for at have den rette konsistens. Endelig var der lidt problemer med noget rustfrit stål i den nedknuste beton, der måtte håndsorteres fra.
Det lærte Unicon noget om, at det fremadrettet ikke er ligegyldigt, hvilken donorbeton man får. For er der ravpluggs og tagpap i, eller stammer donorbeton fra flere forskellige nedrivninger, så kan det godt blive en ganske svær udfordring at opnå en ny beton i den rette kvalitet. Men det var ikke tilfældet her.
- Vi har fået lavet en ny beton, der i forhold til støbelighed og konsistens er utrolig fin. Dermed har vi vist, at det kan lade sig gøre med 100 % genbrug af sten i beton.
Det kan blive et krav
Men Ib Bælum Jensen er straks mere tvivlende, om det mere bliver en undtagelse end reglen med så høj genbrugsprocent, når betonstandarden skal overholdes.
- Det ville blive alt for bøvlet, hvis du skal have dispensation fra kommunen hver gang. Så er det mere realistisk, at det bliver i forholdet med 20 % genbrug, hvor du ikke skal spørge først. Men vi er klar, så spørgsmålet er, om markedet også er klar, for der skal også være et behov for genbrugsbeton, siger Ib Bælum Jensen, der tror, det kun er et spørgsmål om tid:
- Politisk har bæredygtighed og genbrug i byggeriet stor bevågenhed, så det vil ikke undre mig, hvis det på et tidspunkt går hen og bliver et politisk krav, at der skal indgå genbrugsmaterialer i byggeriet, når kommuner og stat byder opgaver ud. Desuden vil vi ved at bruge genbrugsbeton måske også i modsætning til i dag kunne opnå nogle point, når et byggeri skal vurderes i forhold til bæredygtighed og DGNB certificeres.
Af Johannes H. Nørgård
’Kvaliteten af genbrugsbetonen er helt på linje med traditionel beton, og vi oplever endda, at genbrugsbetonen til tider har en øget kvalitet’
Theis Rasmussen, projektleder for bygherren Amager Ressource Center