BIG's spejlkugle i ørken-festival
Arkitekterne fra BIG-Bjarke Ingels Group bidrager til den amerikanske festival, Burning Man, med et gigantisk kunstværk i form af en spejlkugle, The Orb
Den amerikanske festival Burning Man, som hvert år samler 70.000 mennesker fra hele verden i en midlertidig by, Black Rock City, løber af stablen fra den 26. august til 3. september under temaet 'I Robot'.
I år kan gæsterne opleve festivalpladsen, også kaldet Playaen, fra et helt nyt perspektiv, da en gruppe af kunstnere, heriblandt de danske arkitekter Bjarke Ingels og Jakob Lange, bidrager med et gigantisk kunstværk i form af en spejlkugle.
Med en størrelse, der svarer til 1/500.000 af jordens overflade og en diameter på 25 meter, er The Orb ikke til overse. Den gigantiske spejlkugle kommer til at spejle det 18 km2 store område, Playaen spreder sig over og fungerer som en vejviser for festivalgæsterne.
- Burning Man er som et menneskeskabt fatamorgana midt i Nevada-ørkenen, hvor surrealistiske drømme bliver til virkelighed. Orb'en vil spejle livet under og omkring skulpturen og give Burners et helt nyt perspektiv på kunsten, arkitekturen, energien og de sociale interaktioner på Playaen. Jeg glæder mig til at se det liv, Orb'en kommer til at tiltrække og reflektere, siger Bjarke Ingels.
Spejlkuglen og dens stålmast på 32 meter vejer i alt 30 tons , og helt i tråd med Burning Mans ånd og regler vil kunstværket ikke efterlade nogen spor, når luften suges ud af ballonen, efter festivalens afvikling.
- Vi tænkte, at det kunne være sjovt at tage det virvar og den mangfoldighed, som folk har med derude, og spejle det op som en form for vartegn - et monument udgjort af den mangfoldighed, folk bringer til Burning Man, siger Bjarke Ingels.
Når mørket falder på, vil spejlkuglen smelte ind i omgivelserne og blive en del af ørkenen. Under kuglen er der planlagt en række koncerter og et bryllup.
For at kunne bringe projektet helt i mål, har kunstnergruppen iværksat en Indiegogo-kampagne, hvor kunstelskere, Burning Man-fans og andre indtil videre har doneret ca. 115.000 kr. Kunstnergruppen har selv finanseret de 1000 timers svejsearbejde samt de 1500 timers sy-arbejde, det har taget at skabe Orb'en. Målet med kampagnen er at rejse ca. 300.000 kr. til shipping og forsendelse i august.
-kj