Boligmarked spiller med blind makker
Der lægges op til uoverskuelige skattebetalinger med tilbagevirkende kraft - nogle gange endda på vegne af tidligere ejere
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Korrektionen på boligmarkedet må ifølge boligøkonom Bo Sandberg fra ’nøgternt set gå sin gang’:
- Der, hvor der politisk til gengæld til stadighed er brug for fokus, er de skandaliserede ejendomsvurderinger, som betyder, at langt størstedelen af markedet for både privatboliger og erhvervsejendomme spiller med blind makker. Og ganske kritisabelt lægges der desværre op til uoverskuelige skattebetalinger med tilbagevirkende kraft - nogle gange endda på vegne af tidligere ejere, siger Bo Sandberg.
Boligpriser falder stadig
Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at boligpriserne også faldt i januar sammenlignet med december. Men det seneste månedlige prisfald er mindre sammenlignet med de seneste måneder.
Og det tyder ifølge Boligsiden på, at prisfaldene på boligmarkedet begynder at aftage i styrke.
Eksempelvis endte de landsdækkende salgspriser for huse med en kvadratmeterpris på 16.068 kroner i januar - akkurat én procent lavere end i december 2022.
De seneste salgspriser for huse nærmer sig nu prislejet fra februar 2021, som dengang lød på 16.023 kroner per kvadratmeter - blot 45 kroner under det nuværende niveau.
Samme tendens tegner sig for ejerlejligheder, hvor den seneste kvadratmeterpris for januar i år nu er så godt som på niveau med lejlighedspriserne i januar 2021, som lød på 31.904 kroner per kvadratmeter.
Kraftige årlige prisfald
Selv om priserne fortsat er på et højt niveau, er der tale om kraftige prisfald, når vi ser på den årlige ændring.
Eksempelvis lyder den årlige, landsdækkende prisforskel på -7,2 procent for huse.
Det svarer til, at et standardhus på 150 kvadratmeter, som kostede lige knap 2,6 millioner i januar 2022, nu koster lidt over 2,4 millioner – en forskel tæt på 190.000 kroner.
For ejerlejligheder lyder det årlige fald fra januar sidste år til samme måned i år på -8,4 procent.
Dermed kostede en standardlejlighed på 80 kvadratmeter i gennemsnit lidt under 2,8 millioner kroner i januar 2022, mens den nu koster lidt over 2,5 millioner kroner. Det svarer til en difference på lidt over 230.000 kroner.
Fleste nøgletal peger nedad
I en kommentar til det månedlige markedsindeks fra Boligsiden.dk siger Bo Sandberg, blandt andet:
- De fleste nøgletal for boligmarkedet peger nedad, selvom der er en vis lettelse at spore i, at renterne ikke længere kun bevæger sig opad. Boligmarkedet befandt sig allerede før corona på et højt niveau, hvad priser og handelsaktivitet angår – og blev så yderligere stimuleret under corona-nedlukningen. Derfor er det egentlig ikke overraskende, når man med Boligsidens tal kan konstatere, at boligpriserne nu falder i samme tempo, som de steg under corona, siger Bo Sandberg.
Prisfald syv måneder i træk
Han noterer, at ikke mindst hovedstadsregionens boligmarked er udfordret:
- Det er her, vi både finder ejerlejligheder og projektlejligheder, der var kommet for højt op i pris, samt gasopvarmede villaer i Nordsjælland, som også har svært ved at blive solgt. På bundlinjen lå prisen både på enfamiliehuse og ejerlejligheder i Region Hovedstaden i januar 2023 cirka ti procent under salgsprisen et år tidligere. Foreløbig har boligprisfaldet på landsplan stået på syv måneder i træk, og boligmarkedet er prismæssigt nu tilbage på 2021-niveauet, siger DI’s boligøkonom.
Trods små prisfald de to seneste måneder, har sommerhusmarkedet indtil videre vist overraskende god modstandskraft.
I januar 2023 er priserne fortsat ½ procent højere end for et år siden, men Bo Sandberg forventer yderligere prisfald i år.