Boligsalget er rykket til Vestegnen- Vestegnskommunerne er særligt populære lige nu, fordi boligpriserne er væsentligt lavere end i Københavns centrale kommuner, forklarer EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann

Boligsalget er rykket til Vestegnen

En ny opgørelse af markedet i alle landets kommuner viser, at der er tryk på salget i de københavnske vestegnskommuner, mens det generelt er mest stille på mindre øer og i landkommunerne

En ny opgørelse af markedet i alle landets kommuner viser, at der er tryk på salget i de københavnske vestegnskommuner, mens det generelt er mest stille på mindre øer og i landkommunerne.

På top 10-listen er ikke mindre end de 8 højeste placeringer optaget af kommuner på Vestegnen og først på 9.-pladsen finder vi Hillerød i Nordsjælland. Højst placerede kommuner udenfor hovedstaden er Odense på 17.-pladsen og Århus på 18.-pladsen.

Billigere priser
Helt i top ligger Albertslund og Brøndby Kommuner, hvor der på 6 måneder sælges mere end det dobbelte af det aktuelle udbud. I Albertslund er der således solgt 140 ejerboliger de seneste 6 måneder, og der er kun 65 til salg lige nu.

- Vestegnskommunerne er særligt populære lige nu, fordi boligpriserne er væsentligt lavere end i Københavns centrale kommuner, forklarer EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann og fortsætter:

– Kommunerne nord for København er også ret dyre, så her skal man helt op til Hillerød for at finde en kommune med mere moderate priser, og dog stadig med S-togsforbindelse til København. De høje priser i Københavns centrum og i de nordlige forstæder får boligkøberne til at søge mod billigere områder, hvor de ofte kan bytte en 3-værelses i centrum ud med 150 kvm. hus med tilhørende have.

Bykommuner ligger højt
Blandt kommunerne i resten af Danmark er det generelt de store bykommuner, der ligger højst på listen:

- Næst efter hovedstadsområdet er boligmarkedet stærkest de i større provinsbyer og her er der ingen forskel på Øst- og Vestdanmark, siger Jan Nordmann.

– Det er umiddelbart lidt påfaldende, at Aalborg ligger ganske langt nede på listen på en plads som nummer 48 og langt fra de øvrige store byer. Forklaringen er, at der på Aalborgmæglernes hylder lige nu befinder sig ca. 100 nybyggede lejligheder med lange liggetider, som trækker Aalborgs gennemsnit nedad.

Påfaldende er det også, at Bornholm ligger højt på listen på en placering som nr. 26 og dermed højere end eksempelvis København og Gentofte. Bornholm har traditionelt været anset som hørende til de områder, hvor boligmarkedet har været mest trægt, men med 380 solgte boliger i månederne juni-november 2018 og 336 styk til salg, kan boligmarkedet på Bornholm således lige nu betragtes som værende mere hot end boligmarkedet i København.

-jhn

* Udbuddet i styk pr. 1. december 2018 i forhold til styksalget over de seneste 6 måneder, dvs. juni til og med november 2018. En værdi på 1 er således udtryk for, at der over 6 måneder sælges ligeså mange ejendomme, som der aktuelt er til salg. Værdier mellem 1 og 1,5 er udtryk for et marked i balance, værdier under 1 er generelt udtryk for ”sælgers marked”, mens værdier over 1,5 generelt er udtryk for ”købers marked”. Tallene er opgjort for hele markedet.

 

 

 

17/12 2018