Boligudbuddet fortsætter fald

Boligudbuddet fortsætter fald

Boligsidens nye udbudstal for primo marts viser et mindre, månedligt fald i antallet af huse og sommerhuse til salg, mens der for ejerlejlighederne er tale om et større fald.

Af Dan Bjerring

Danskere på udkig efter en ny ejerbolig har endnu en gang fået lidt mindre at vælge imellem.
Det fremgår af Boligsidens nye udbudstal for primo marts, som viser, at der i begyndelsen af marts er lidt færre boliger til salg end i februar.

Eksempelvis er der nu 29.943 huse til salg, hvilket konkret betyder, at huskøberne har 94 færre boliger at vælge imellem i forhold til sidste måned. For husene er der dermed reelt tale om en stagnering i udbuddet i form af det minimale, månedlige fald på 0,3 procent. Det er tredje måned i træk, at antallet af huse til salg falder.

Fald flere måneder i træk
Når det kommer til ejerlejligheder, var der ved indgangen til marts måned 7.323 at vælge imellem, og det er 3,5 procent – 263 færre - ejerlejligheder.

For lejlighedernes vedkommende, er der tale om et fald i udbuddet for fjerde måned i træk.
For sommerhusene er der tale om et månedligt fald på 0,8 procent, og dermed er udbuddet af sommerhuse faldet fem måneder i træk.

Fortsat faldende priser for ejerlejligheder
Ifølge Dansk Industris boligøkonom, Bo Sandberg, er der tale om en generel ’damage control’ og normalisering på boligmarkedet, som dog ikke gælder for ejerlejlighederne, hvor markedet er noget mere ’bundfrossent’:

- Solen er kommet frem. Kalenderen siger forår. Cykelrytterne er trådt ud af deres vinterhi, og stenbiderrognen har ramt byens fiskehandlere. Men på boligmarkedet har forårsstemningen endnu ikke indfundet sig, siger han.

Fortsat nedadgående priskorrektion
Boligsælgerne ser altså tiden an, og dermed har handelsaktiviteten på landsplan efterhånden stabiliseret sig på et niveau nogenlunde svarende til situationen i årene før corona 2015-2019.

Bo Sandberg er ikke i tvivl om, at inaktiviteten i handler med ejerlejligheder afspejler, at der fortsat udestår en priskorrektion i nedadgående retning, der givetvis og som minimum vil vare resten af 1. halvår 2023.

6/3 2023