Borgmester bliver kulturdirektør
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har ansat ny administrerende direktør. Mette Touborg tiltræder den 1. november som afløser for Carsten Haurum
Borgerrepræsentationen i København har nu formelt godkendt ansættelsen af Mette Touborg som administrerende direktør. Mette Touborg har været borgmester i Lejre Kommune siden 2010. Hun træder ud af kommunalbestyrelsen og fratræder øvrige politiske hverv for at hellige sig sin nye stilling.
42-årige Mette Touborg har bred ledelseserfaring fra både den private og den offentlige sektor. Hun har i en længere årrække været i kommunalpolitik, senest som borgmester i Lejre Kommune.
- Jeg har som ny administrerende direktør fået den helt enestående mulighed, i samarbejde med de kommunale medarbejdere, foreninger, frivillige, virksomheder, samt alle andre der vil, at arbejde med udviklingen af København både som organisation og som by. Kulturen, fritidslivet og borgerservice i København er inde i en spændende tid, hvor nye tiltag skal implementeres. Det er en ledelsesopgave, jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for, siger Mette Touborg i en kommentar til sin ansættelse.
Mette Touborg afløser Carsten Haurum, der efter 14 år har valgt at blive partner i et privat rådgivningsfirma. Hun tiltræder som administrerende direktør den 1. november.
-cmn