Borgmesterprotest mod endnu et kæmpe erhvervsområde i Øresund

Borgmesterprotest mod endnu et kæmpe erhvervsområde i Øresund

En række borgmestre fra kommunerne omkring Køge Bugt har nu blæst til fælles kamp mod Hvidovre Kommunes påtænkte gigant erhvervsprojekt – Holmene

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det kommende erhvervsområde skal ligge i forlængelse af det nuværende store erhvervsområde, Avedøre Holme, og det samlede areal bliver på 3,2 millioner kvadratmeter fordelt på ni øer.

Men ligesom det efterhånden meget omdiskuterede Lynetteholmprojekt i Københavns Kommune, skal Holmene anlægges på kunstigt etablerede arealer i Øresund, og det skaber store miljømæssige udfordringer.

Derfor vil borgmestrene fra de øvrige kommuner i Køge Bugt nu stoppe Holmene me fælles initiativer rettet mod Folketinget.

Vidtrækkende konsekvenser
Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V), siger til BygTek, at etableringen af de ni kunstige erhvervsøer skaber både miljø- og forureningsmæssige problemer for de omkringliggende kommuner og deres borgere:

- For ikke at nævne de konsekvenser vores erhvervsliv rammes af, når endnu mere centraliseres omkring København. Det vil få store og vidtrækkende konsekvenser for borgere og miljøet omkring Køge Bugt både i form af markante støj- og trafikgener i 20 års byggefase og med en øget forurening af såvel et land- og havmiljø, som allerede i dag er belastet, siger hun.

Masser af ledig erhvervsjord
Borgmestrene peger på, at der allerede i dag er 350 hektar ledig erhvervsjord i kommunerne omkring Køge Bugt, - og i hele Hovedstadsregionen er der mere end 1.100 hektar ledig.

Dertil kommer store arealer på resten af Sjælland:

- Der er derfor intet behov for de 320 hektar, som er foreslået etableret ude i Køge Bugt syd for Avedøre Holme. Derfor bør projektet stoppes, og for at sikre Køge Bugt mod yderligere spildevandsudledning, forurening, klapning, sandsugning og nye erhvervsøer anbefales de syv borgmestre at der arbejdes for, at Køge Bugt bliver en Marina Naturnationalpark, forklarer Greve Kommunes borgmester.

De er med i modstanden
De syv borgmestre er, foruden Pernille Beckmann, Marie Stærke (S) K øge, Emil Blücher (LA) Solrød, Henrik Rasmussen (C) Vallensbæk, Kent Magelund (S) Brøndby, Merete Amdisen Ishøj og Henning Urban Dam (S) Stevns.-


12/12 2022