Børnefamilier rykker ind i ØrestadenBellarækkerne i Ørestaden.

Børnefamilier rykker ind i Ørestaden

Bellarækkerne består af 122 nye rækkehuse i Ørestaden, der er skabt under inspiration fra byggeforeningshusene på Østerbro

Byggeforeningshusene, der i slutningen af 1800-tallet blev opført for at skabe bedre vilkår for arbejderne, er i dag blevet eftertragtede velhaverhjem og små landsbyer i storbyen. Og bliver i dag solgt for tocifrede millionbeløb.

Bellarækkerne er en moderne udgave af de eftertragtede byggeforeningshuse. Den lille landsby i Ørestaden står nu klar til indflytning, efter en byggeperiode på godt to år. De første beboere er allerede rykket ind i rækkehusene, og i disse dage færdiggøres de sidste af de i alt 122 huse, så Bellarækkerne nu står klar som en helstøbt lille landsby.

Ved første øjekast kan man se, at de 122 rækkehuse er skabt med klare referencer til de velkendte københavnske byggeforeningshuse. De moderne, lyse byhuse er hver på 114 m2, og i lighed med f.eks. Kartoffelrækkerne, Brumleby og Humleby er de fordelt i flere plan.

Attraktiv for børnefamilier
De nye rækkehuse er især attraktive for storbyens mange børnefamilier, der ønsker moderne boliger, lys og luft tæt på byen. Hele området er bilfrit, og stierne mellem husene binder området sammen og danner god grobund for fællesskab.
 
Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har slået stregerne til de moderne boliger, der med skrå tagflader og store vinduespartier mod syd lader masser af lys ind i de små og tætliggende byhuse.

-kj

17/1 2018