Brunata høster gevinsten af digitalisering
Cleantech-virksomheden leverer det bedste regnskab i sin 109-årige historie med stigende omsætning, voksende efterspørgsel på digitale løsninger og ekspansion på tværs af Europa
Den danske cleantech-virksomhed Brunata fortsætter sin vækstrejse og kan præsentere det stærkeste regnskab i virksomhedens 109-årige historie.
Omsætningen i den danske del af forretningen steg i det seneste regnskabsår til 392,2 millioner kroner, svarende til en vækst på knap syv procent sammenlignet med året før. Samtidig voksede driftsresultatet til 84,9 millioner kroner.
Ifølge administrerende direktør Jesper Holm Kristoffersen er resultatet et udtryk for en stærk indsats på tværs af hele organisationen.
– Vores seneste regnskab er meget tilfredsstillende. Samtlige medarbejdere på tværs af teams har ydet en fænomenal indsats, og det er årsagen til, at vi står med det resultat, vi kan præsentere i dag, hvor vores forventninger til årsomsætningen også blev indfriet, siger han.
Brunata udvikler digitale løsninger til måling og styring af energi- og vandforbrug i ejendomme og forsyningssektoren.Virksomheden har fasthold en stærk position inden for fordelingsregnskaber, samtidig med at efterspørgslen efter digitale løsninger er vokset markant.
Særligt inden for vandforsyning oplever virksomheden fremgang.
I dag hjælper Brunata mere end 60 danske vandværker med digital overvågning og styring af forbruget.
Dansk teknologi skaber vækst i Europa
Ud over de positive resultater på hjemmemarkedet oplever Brunata også stigende international interesse for virksomhedens teknologi og digitale platforme.
Ifølge CEO i Brunata International, Kristian Voldby Olsen, bliver de løsninger, der er udviklet i Danmark, i stigende grad taget i brug på tværs af koncernens europæiske aktiviteter.
– Vi oplever en markant stigende interesse fra vores internationale partnere. De løsninger og den teknologi, vi har udviklet og implementeret i Danmark, bliver nu i stigende grad udrullet i vores 15 selskaber rundt om i Europa, siger han.
Gennem konceptet ”Brunata-in-a-box” deler virksomheden digitale platforme, standardiserede løsninger og arbejdsgange mellem selskaberne. Det har været med til at accelerere væksten på de internationale markeder.
Satser på digitalisering og grøn omstilling
Brunata er samtidig i gang med en ny strategiperiode, der løber frem til 2028. Fokus er på digitalisering, automatisering og udvikling af skalerbare services.
For det kommende år forventer virksomheden en omsætningsvækst på mellem fem og ti procent, mens resultatet ventes at stige med op til fem procent.
– Vores strategiplan er en digitaliseringsrejse med fokus på automation, standardisering og skalerbare services. Det skal styrke vores position som en førende digital leverandør af intelligente energi- og dataløsninger, siger Jesper Holm Kristoffersen.
Selv om verdensøkonomien fortsat er præget af usikkerhed, ser ledelsen betydelige vækstmuligheder.
– Behovet for digitalisering, intelligente energiløsninger og bedre udnyttelse af data bliver kun større. Her ønsker vi at spille en aktiv rolle i den grønne omstilling ved at hjælpe kunder og forbrugere med at anvende energi mere effektivt og ansvarligt, siger Kristian Voldby Olsen.
-kis