Byggearbejdere hopper ikke fra stillads til stilladsSekretariatschef i BAT-kartellet Gunde Odgaard

Byggearbejdere hopper ikke fra stillads til stillads

Dansk Arbejdsgiverforenings løntal viser ifølge BAT-kartellet, at der ikke er grund til nervøsitet for overophedning i byggeriet

Trods god gang i beskæftigelsen og lav ledighed, så er der ikke tendens til kraftigt stigende lønninger i byggebranchen.

Sekretariatschef i BAT-kartellet, Gunde Odgaard mener, at tallene fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at byggearbejderne stadig viser løntilbageholdenhed, idet den årlige lønstigningstakt opgjort i 2. kvartal 2017 er på 2,8 %. Det dækker dog over, at funktionærerne havde en årlig stigningstakt på 3,1 %, mens arbejderne nøjedes med 2,7 %. For samtlige grupper i lønstatistikken var den gennemsnitlige årlige stigningstakt på 2,4 %.

Dermed ligger byggesektorens lønstigninger en smule over gennemsnittet, men ikke på et niveau som er man så under tidligere højkonjunkturer. I den nuværende højkonjunktur er ledigheden lav, uden at lønningerne eksploderer.

De gode gamle dage
Forklaringen er ifølge Gunde Odgaard sandsynligvis, at der er mange udenlandske arbejdstagere i den danske byggebranche:

- De høje lønninger i byggebranchen hører ’de gode gamle dage’ til. Den udenlandske arbejdskraft presser ikke lønningerne op – tværtimod lægger det en dæmper på lønudviklingen, siger Gunde Odgaard til BygTek.

Der tales ellers meget om risikoen for overophedning i byggebranchen, men Gunde Odgaard
advarer mod at ”hive de gamle travere op”, hvis de ikke passer til moderne tider:

- Vores lønninger er ikke på et unormalt højt niveau – hverken set i forhold til byggeriet selv eller i forhold til andre brancher. Desuden bliver mange af vores medlemmer i de samme virksomheder i længere tid. De ’hopper ikke fra stillads til stillads’. Sidst, men ikke mindst har vi i en lang periode oplevet en lav inflation, der i 2016 kun var 0,3 procent. Den er dog nu 1,5 procent, og når inflationen er lav med lønstigninger over inflationen, har man en reallønsfremgang med større købekraft, og det er sandsynligvis også med til at lægge dæmper på lønkravene, siger Gunde Odgaard videre.

Ideel situation
Han mener, at byggebranchen reelt lige nu er i en mere eller mindre ideel situation:

- Med en reallønsfremgang uden høje lønstigninger, må vi kunne formode, at der ikke kommer panikreaktioner fra hverken Finansministeriet, regeringen eller resten af Folketinget med bremser i forhold til byggeriet. BoligJobordningen kan fortsætte – ikke på grund af ledighed, men for at gøre den endnu mere grøn, end den er, for at hjælpe energirenoveringer godt i gang, slutter Gunde Odgaard.

-DanB

15/8 2017