Byggearbejderne sagde nej til overenskomstresultatet
Afstemningsresultaterne for både arbejdstagere og arbejdsgivere har vist, at der er meget stor opbakning på begge sider til overenskomstresultatet – dog ikke på byggeområdet, der skilte sig ud med et lille nej til resultatet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der var ikke mindst set hen med stor spænding til resultatet på byggeområdet med cirka 80.000 ansatte. Her valgte et spinkelt flertal på 50,37 procent at stemme NEJ til overenskomstresultatet. Men dog kun ud fra en stemmeprocent på 46 procent.
Det betyder i praksis, at færre end 25 procent af medlemmerne på byggeriets område er mod resultatet i en sådan grad, at de valgte at vende tommelen nedad.
Det betyder dog ikke konflikt på byggeområdet, der stemmer under samme fælles hat, som resten af fagbevægelsen og derfor er bundet af det samlede resultat, som blev et stort JA til overenskomsten.
Markant økonomi
Formanden for 3F’s Byggegruppe, Claus von Elling, er overrasket over, at der ikke er et flertal for aftalen på byggeområdet:
- Aftalen indeholder en markant økonomi, et tillæg til udenlandske ansatte og nye muligheder for blandt andet uddannelse og tillidsvalgte. Et stort flertal i vores forhandlingsudvalg og hovedbestyrelsen bakkede op om aftalen, som leverer på helt centrale emner for vores medlemmer. Men vi tager selvfølgelig resultatet til efterretning, siger han.
Boligtillæg mod social dumpping
Særligt det såkaldte ’boligtillæg’ til udenlandske ansatte har Claus von Elling store forventninger til skal være det løft af bunden, som længe har været en udfordring i byggeriet:
- Det er første gang at arbejdsgiverne anerkender problemet med aflønning af den udenlandske arbejdskraft i byggeriet, og vi tror på, at boligtillægget vil løfte den gruppe og have en afsmittende effekt for de lavestlønnede. Det kommer vi til at følge til dørs i den kommende periode, og jeg kan forsikre vores medlemmer om, at kampen for at sikre lige vilkår til vores udenlandske kolleger ikke stopper her, siger byggegruppeformanden.
Fleksibel milepæl
Til gengæld er der glæde i TEKNIQ, der organiserer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metalindustrien:
- I praksis betyder aftalen – især på el- og vvs-området – at virksomhederne nu har mulighed for at aftale sig frem til flekstid med medarbejderne. Det er virkelig en milepæl, og fleksibiliteten kan både komme virksomhederne og medarbejderne til gavn, da der i højere grad bliver mulighed for at tilpasse arbejdstiden efter behovet, siger TEKNIQ’s administrerende direktør, Troels Blicher Danielsen.
Ligevægt for barsel
Derudover er der i de nye overenskomster kommet mere ligevægt på barselsområdet, hvor lønløftet er ændret under barsel, så det ikke er økonomiske årsager, der får medarbejderne til at fravælge barsel.
- Ligestillingen mellem kønnene vil gøre det nemmere at tiltrække flere kvinder til installations- og industrivirksomhederne. Det er vigtigt, for virksomhederne at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og her duer det ikke, at barselsreglerne spænder ben for rekrutteringen til de mange opgaver, der venter forude – blandt andet i forhold til den grønne omstilling, siger Troels Blicher Danielsen.