Byggefirma afliver psykisk stressAt der er en positiv sammenhæng mellem et godt psykisk arbejdsmiljø og virksomhedens bundlinje er ledelsen ikke i tvivl om hos B. Nygaard Sørensen.

Byggefirma afliver psykisk stress

I bygge- og anlægsbranchen kan det psykiske arbejdsmiljø ofte komme til at stå i skyggen, men hos entreprenørfirmaet B. Nygaard Sørensen A/S i Herlev taler manden på stilladset med bogholderen

Stress er et udbredt problem i bygge- og anlægsbranchen, hvor selv små forsinkelser kan betyde, at vigtige deadlines ikke kan overholdes. Desværre har indsatser for et bedre psykisk arbejdsmiljø trange kår i branchen, og der er ikke mange erfaringer med at iværksætte projekter om netop dette emne. Nu har entreprenørselskabet B. Nygaard Sørensen A/S vist vejen.

En undersøgelse blandt virksomhedens medarbejdere afslørede, at meget stress og frustrationer bundede i et dårligt samarbejde på tværs af faggrupper og afdelinger – der manglede simpelthen en forståelse for hinandens funktioner og sammenhæng med kerneopgaven.

Virksomheden igangsatte derfor en indsats, der skulle styrke videndeling og koordinering og tænkning på tværs mellem de forskellige fag, funktioner og afdelinger. Målet var at give medarbejderne større forståelse for hinandens arbejdsvilkår, uanset om kollegaen sidder i bogholderiet eller er på byggepladsen.

Positiv sammenhæng
At der er en positiv sammenhæng mellem et godt psykisk arbejdsmiljø og virksomhedens bundlinje er ledelsen ikke i tvivl om hos B. Nygaard Sørensen:

- Som entreprenørvirksomhed har vi jo i mange år haft fokus på sikkerhed og på at forebygge arbejdsulykker og nedslidning. Men vi har måske ikke haft så meget blik for betydningen af det psykiske arbejdsmiljø.

- Jeg er stolt over, at vi med det her projekt er lykkedes med at få mere trivsel og mindre stress blandt vores medarbejdere - og på en måde som samtidig har gjort os bedre til at løse vores kerneopgave. For mig er det tydeligt, at den her indsats har været positiv hele vejen rundt, både for medarbejderne og for virksomhedens bundlinje, siger adm. direktør Mikkel Baastrup.

Tid til evalueringer
I dag er alle enige om værdien af, at der afsættes tid til midtvejs- og evalueringsmøder på byggepladserne, feedback og erfaringsdeling på tværs af projekter.

Det giver rolleafklaring, større trivsel, færre fejl og bedre løsning af kerneopgaven. Medarbejderne oplever en højere grad af fællesskab – både i de enkelte afdelinger og på tværs i organisationen.

- Indsatsen hos B. Nygaard Sørensen A/S er interessant, fordi man her har taget hånd om det psykiske arbejdsmiljø, samtidig med at kerneopgaven har været omdrejningspunkt. Virksomhedens erfaring viser, at den tilgang til det psykiske arbejdsmiljø løfter både medarbejdertrivslen og kvaliteten af opgaveløsningen. Jeg håber, at det kan inspirere andre i branchen til at gøre det samme, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet.

-cmn

4/11 2016