Byggemarkedskæde afslutter sit største opkøb nogensinde
Stark Group træder pr. 1. marts 2023 ind på det britiske marked og får samtidig ny topchef
-Af Tine Maria Kristiansen
Stark Group afslutter nu opkøbet af britiske Saint-Gobain Building Distribution UK Ltd., som består af flere end 600 britiske byggemarkeder og specialistforretninger, fem distributionscentre, samt en stor træimportør og distributør.
Med handlen bliver Stark næststørst på det britiske marked, hvor virksomheden vil gå under navnet ‘Stark Building Materials UK Ltd’.
I december 2022 annoncerede parterne ellers, at de først forventede at lukke handlen senere i år. Men koncerndirektør i Stark, Søren P. Olesen, forklarer i en pressemeddelelse, at det har været muligt at accelerere forløbet, og at handlen derfor nu kan afsluttes på kalenderens første forårsdag - d. 1. marts 2023.
- Vi er glade for at afslutte handlen i god tid og ser frem til at arbejde tæt sammen med vores 9000 nye kolleger og mange nye håndværkere på kundelisten i Storbritannien. Vores strategi retter sig mod professionelle håndværkere i markedet for renovering og forbedring af byggeri. Storbritannien er et attraktivt marked med befolkningsvækst, Europas ældste boligmasse og et stort potentiale for energirenovering, udtaler han.
Skift i toppen
Samtidig med at Saint-Gobain Building Distribution UK bliver en del af Stark, træder den tidligere administrerende direktør Mike Newnham tilbage.
Mike Newnham erstattes af John Carter, som har været i byggebranchen i mere end 40 år, hvor han har arbejdet sig fra management trainee til administrerende direktør i den britiske byggemarkedskæde Travis Perkins plc, en FTSE 250 virksomhed med flere end 1900 forretninger. Siden 2019 har John Carter arbejder som management konsulent.
Koncerndirektør, Søren P. Olesen udtaler om skiftet:
- Jeg er glad for at kunne byde John Carter velkommen. Han har betydelig erfaring fra vores branche i Storbritannien. John Carter deler vores tro på at styrke ansvarsfølelsen ude i forretningerne, samt vores strategiske fokus på de professionelle håndværkeres behov. Disse overbevisninger, har været en stærk drivkraft til at bringe Stark Group tilbage på vækstsporet. Vi tror på, at de også vil tjene Stark i Storbritannien godt. Jeg ser frem til at arbejde sammen med John Carter og ledelsesteamet i Stark Building Materials UK for at forløse virksomhedens fulde potentiale i løbet af de kommende år.
John Carter starter allerede på posten pr. 1. marts 2023. Mike Newnham bliver dog hos Stark indtil senere på foråret for at sikre en ordentlig overdragelse. Herefter forbliver han i virksomheden som medlem af Stark Groups Executive Committee (ExCom).
tmk@odsgard.dk