Byggemesse satte rekord
Årets Building Green i Aarhus havde både en større venue og flere besøgende end tidligere år
I nye omgivelser i Aarhus Congress Center inviterede Building Green endnu engang til årets event med fokus på bæredygtighed i byggebranchen.
Der var et rekordstort fremmøde og mere end 3000 mennesker lagde vejen forbi til to dage med hovedtemaet ’urban transformation – til gavn for mennesker og planet’. Alt i alt var eventen en succes, fortæller Sarah Elhauge, som er direktør for Building Green.
- Vi er så glade for opbakningen og det store fremmøde, der er en kæmpe stigning i forhold til sidste år. Det var en stor beslutning for os at skifte lokation, men det var den helt rigtige. Det har givet os mulighed for at lave et endnu mere ambitiøst program med flere talere og en ekstra scene, invitere flere udstillere og tænke i helt nye baner med specialudstillinger. Det var godt, vi havde et større venue i år, og der er mulighed for endnu mere næste år.
Meget mindre Dubai
De tre scener var velbesøgte i løbet af de to dage – også den nye scene Innovation Stage med bud på innovative løsninger til byggeriet. Mange måtte stå eller sidde på gulvet, men stemningen og spørgelysten var i top.
Et af de store trækplastre var grundlægger af Gehl Architects Jan Gehl, der trak fuldt hus foran hovedscenen og to kæmpe bifald fra publikum. Han var selv rørt over det store fremmøde og han bemærkede at alle valgte at bruge en eftermiddag på at lytte til ham i stedet for at spise hveder. Han gav en meget underholdende og inspirerende tale om hans tanker om byudvikling.
- Mit råd for fremtidens byer er at fokusere på at skabe gode byer for mennesker. Det er det enkleste og billigste man kan gøre. Det kan bruges over alt i verden, og det er til gavn for alle – også klimaet. Og man kan gå i gang med det samme. Gode vilkår for mennesker i byer adresserer både levende, bæredygtige, sunde og gode byer. Det betyder for eksempel meget mindre Dubai og fjollede bygninger, lød det fra Jan Gehl på scenen.
Der var også international inspiration fra den engelske Andrew Waugh, grundlægger af Waugh Thistleton Architects, der kom til Smilets By for at inspirere den danske byggebranchen med sin viden om træbyggeri og innovative konstruktioner. En af hans hovedpointer var at man skal sørge for at træ- og andre biobaserede materialer ikke bare bliver et modefænomen ved at fortsætte det ambitiøse arbejde med disse materialer langt ind i fremtiden.
Udstilling fyldt med liv og inspiration
I de nye lokaler var der også plads til fire specialudstillinger, hvor byggebranchen kunne blive klogere på biobaserede materialer på Build Biobased, bæredygtighed i håndværkerhøjde hos Stark, nyeste teknologier og services hos Construction Center Denmark og brandtest af biobaserede konstruktioner hos VIA University College Aarhus.
Rundt på gangene ved de mange udstillerstande var der også stor aktivitet og summen af dialog, debat og videndeling. En af dem var Natural Greenwalls, der sælger plante- og mosvægge:
- Vi er med på Building Green Aarhus, fordi det er et super godt sted at møde arkitekter, bygherrer og byggerådgivere, og den målgruppe er normalt svær at finde andre steder. Vi har haft nogle skønne dage med masser af gode snakke med relevante mennesker. Det er både spændende at tale med nye studerende og med arkitekter, der er klar til at tegne vores produkter ind lige så snart de har fået den rette rådgivning og hjælp, fortæller Daniel Holmberg Jepsen, som er kommunikationsansvarlig i Natural Greenwalls.
-tmk