Byggerier skal ikke bare rives ned

Byggerier skal ikke bare rives ned

Et af de helt store spørgsmål i forbindelse med fremtidens byggeri og anlæg af infrastruktur er de begrænsede ressourcer af råstoffer som eksempelvis sand, sten og grus

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ikke mindst gigantiske anlægsprojekter som de kunstige landområder, Lynetteholm i København og Holmene i Hvidovre, kræver enorme mængder af råstoffer, og her er Region Hovedstaden ikke ligefrem villig til at pege på egne udvindingsområder i Nordsjælland. I stedet rettes blikket mod dels Region Sjælland og ikke mindst havet.

Miljøminister Magnus Heunicke var forleden i samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at svare på spørgsmål om sandsugning i havet, og om betingelserne for sandsugning og råstofindvinding i havet generelt skal gentænkes.

Essentielle materialer
Miljøministeren erkendte, at behovet for råstoffer som sand og grus fortsat er stort i fremtiden:

- Det er essentielle materialer for vores samfund. Cirka 50 procent af vores råstoffer går til at beskytte vores kyster mod at blive eroderet af vejr og vind. Klimaforandringerne gør kun den opgave større. Andre råstoffer sikrer, at vi kan udbygge grøn strøm og grøn varme på tværs af Danmark. Råstoffer er således afgørende for den grønne omstilling. Men selve indvindingen af råstoffer er jo ikke grøn. Forstået på den måde, at en vis påvirkning af havmiljøet ikke kan undgås. Derfor er det vigtigt, at der fortsat tages aktivt stilling til de miljømæssige aspekter, når der gives tilladelser til råstofindvinding, sagde ministeren blandt andet.

Miljøundersøgelser
Der er allerede i Råstofloven fastsat klare regler om, at der i forbindelse med tilladelser til råstofindvinding skal ske en afvejning af hensyn til miljø- og naturmæssige værdier på den ene side og på den anden side råstofforsyningssikkerheden og muligheden for erhvervsmæssig udnyttelse af værdifulde råstofressourcer.

Før Miljøstyrelsen kan give tilladelse til råstofindvinding, skal virksomheden, der ønsker at indvinde råstoffer, gennemføre miljøundersøgelser, der redegør for miljøtilstanden i det ansøgte indvindingsområde.

Natur- og miljømæssigt forsvarligt
Der skal også udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering, hvor effekterne af råstofindvindingen beskrives, herunder om råstofindvinding kan medføre påvirkning på naturmæssigt værdifulde områder.

På baggrund af miljøkonsekvensrapporten vurderer Miljøstyrelsen så, om der kan gives tilladelse til den ansøgte råstofindvinding:

- Miljøstyrelsen giver kun tilladelse til indvinding, når det er vurderet, at det kan ske natur- og miljømæssigt forsvarligt, og der gives således ikke tilladelse i områder med for eksempel ålegræs, der er vigtige for biodiversiteten, fastslog Magnus Heunicke

Lang levetid og genbrug
Han understregede samtidig, at det er nødvendigt at se bredere og anderledes på forbruget af råstoffer:

- Vi skal i vores overvejelser altid prioritere udnyttelsen af vores eksisterende ressourcer, altså de allerede indvundne råstoffer, bedst muligt. Vi skal anvende de ressourcer, vi har, på en klog og ansvarlig måde. Det er også regeringsgrundlagets opdrag til en kommende råstofplan. Design til lang levetid, genbrug og genanvendelse kan bidrage til, at vi udnytter byggematerialer til fulde. Vi er i gang med at indføre krav om standardiserede nedrivningsplaner og kompetencekrav til selektiv nedrivning af byggerier, oplyste Magnus Heunicke.

Det betyder i praksis, at byggerier ikke bare rives ned, men nedtages på en sådan måde, at flere byggevarer nemmere kan genbruges, og mere byggeaffald kan:

- Det vil mindske behovet for at suge nyt sand op fra vores farvande.

11/6 2023