
Bygninger med dårlige energimærker skal helt væk
I dag begynder forhandlingerne om et nyt EU-bygningsdirektiv, der ventes at få stor betydning for danske boligejere. Synergi-formand Bendt Bendtsen er overvejende optimistisk, men for dele af finanssektoren er han bekymret
Det skal være slut med de mest energiforbrugende og klimaskadelige boliger i EU. Sådan lyder det samstemmende fra Europa-Kommissionen og -Parlamentet, der i dag indleder forhandlingerne med Ministerrådet om, hvordan EU's godt 260 mio. bygninger skal bidrage til den grønne omstilling.
Helt konkret foreslår Kommissionen og Parlamentet gradvist at forbedre bygninger med de allerdårligste energimærker. Det kan eksempelvis ske ved at energirenovere eller udskifte sort varmeforsyning som olie- eller gasfyr i de mindst klimavenlige bygninger.
Det er et ambitiøst og fornuftigt forslag, mener Synergi-formand Bendt Bendtsen, der var chefforhandler for Parlamentet, da Bygningsdirektivet sidst blev ændret i 2018:
- Den europæiske bygningsmasse kører i alt for høj grad på klimafrihjul i dag. Det er skidt - for der bliver ingen grøn omstilling uden grønne bygninger. Det er nødvendigt at stille krav om at forbedre de mest utætte og gas- og olieforbrugende huse, så vi kan mindske det fossile energiforbrug og få det maksimale ud af den sparsomme grønne energi.
- Selvom energirenovering meget ofte er en god investering for boligejerne - både i form af lavere energiregninger og forbedret indeklima – matcher renoveringstempoet ikke behovet. Det skal det nye bygningsdirektiv gøre noget ved, siger han.
Langt det meste af EU's energiforbrug stammer fra fossile energikilder. En bygning med energimærke G bruger ca. 10 gange så meget energi som en tilsvarende med energimærke A, og der er derfor store klimagevinster at hente ved at gøre bygningsmassen mere energieffektiv. Samtidig kan energirenoveringer også nedbringe energiregningen og forbedre sundheden i bygninger.
Alligevel har dele af finansbranchen udtrykt bekymring om at stille krav om energirenoveringer. Bendt Bendtsen deler ikke pessimismen.
- Der er enormt store potentialer i det her forslag. Det er en håndsrækning til de boligejere, der har været hårdest ramt af energikrisen og de høje energipriser til at få gjort noget ved deres energiforbrug og gasfyr. Det er ofte danskere, der bor i landdistrikterne, har lav indkomst og friværdi og derfor har sværest ved at finansiere forbedringer af boligen.
- Derfor kan forslaget også være med til at udligne noget af ubalancen mellem land og by. Det er klart, at det kræver statslige investeringer at gøre sorte bygninger grønne, men i det store billede mener jeg, det er den rigtige vej at gå, siger Bendt Bendtsen.
Mens forhandlingerne om den endelige udformning af det nye bygningsdirektiv går i gang i Bruxelles, diskuteres direktivet også i Middelfart. Det sker, når Synergi inviterer til debat på Klimafolkemødet. Foruden Bendt Bendtsen består panelet af debattører fra Landdistrikternes Fællesråd, Finans Danmark, Venstre og Radikale Venstre. Debatten modereres af Anders Overvad fra Tænketanken Europa.
Klik her og se udspillet 'Boligoffensiv i landdistrikterne: Grønne og sunde boliger i hele landet', der leverer et bud på, hvordan staten kan støtte den grønne omstilling af boliger i landdistrikterne.
-dc