Bygningskultur skal frem i lysetVisionen med kulturarvsområdet Nyborg Slot er at skabe forståelse for Nyborg Slot som det danske riges midtpunkt i mere end 800 år. (Foto: Steffen Stampe for Realdania)

Bygningskultur skal frem i lyset

Realdania afholder informationsmøde på Nyborg Slot den 29. november 2016 under overskriften ”Det betaler sig at bruge kulturarven”, hvor man går tæt på det forestående revitaliseringsprojekt omkring slottet

Arrangementet Realdania To Go finder denne gang sted på Nyborg Slot. Ved den lejlighed vil der blive orienteret om, hvordan kommune, museum og erhvervsliv arbejder strategisk med kulturarven og de mange muligheder, som den planlagte revitaliseringen af slottet åbner for.

Nyborg Slot står foran en omfattende restaurering og udbygning med et udstillings- og oplevelsescenter, som vil genoplive kulturarvsmonumentets storhed og synliggøre historien om slottets betydning i middelalderen.

Restaureringen og revitaliseringen af slottet og det tilhørende kulturmiljø bliver en vigtig del af fortællingen om og brandingen af Nyborg som Danmarks Riges Hjerte.

Kulturarvens potentialer
Investeringen i Nyborg Slot vil udover at synliggøre historien også medvirke til at styrke identitet og give boligejere, kommuner, erhvervsliv og turismeaktører mange muligheder for at få udbytte af kulturarvens potentialer.

Det viser Realdanias analyse ”Værdien af bygningsarven”, som opgør bygningsarvens værdi i kroner og ører. Analysen viser blandt andet, at hvis et hus er bevaringsværdigt, eller ligger i et område med bevaringsværdige boliger og bygninger, så stiger salgsprisen markant.

Arrangementet byder på oplæg, oplevelser og en mindre byvandring gennem Nyborg By og på Nyborg Slot. Der er adgang for alle, men tilmelding er påkrævet. Det kan ske via Realdanias hjemmeside.

Nyt byrum omkring slottet
Nyborg Slot og residensstad udgør et unikt kulturarvsmonument fra Danmarks middelalder med den velbevarede middelalderbyplan og slottet på voldstedet midt i byens centrum. Her blev Danmarks første Grundlov af 29. juli 1282 underskrevet og beseglet, her lå det lovfæstede mødested for det danske parlament “Danehoffet”, og her opholdt de danske konger sig i århundreder med deres hof.

Denne enestående kulturarv ønsker Nyborg kommune, Østfyns Museer og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme at formidle endnu klarere for omverdenen.

Derfor har parterne sammen med A.P. Møllers Fond og Realdania gennem længere tid arbejdet i en dialog med Kulturstyrelsen med henblik på at afdække stedets potentiale og udvikle en vision, der kan fremtidssikre de eksisterende bygninger, tilføre ny arkitektur i form af et besøgscenter og udvikle et nyt byrum i tilknytning til slotsområdet.

Fortællingen som midtpunkt
Visionen med kulturarvsområdet Nyborg Slot er at skabe forståelse for Nyborg Slot som det danske riges midtpunkt i mere end 800 år, og udnytte denne fortælling som ”driver” for lokal udvikling.

Med afsæt i en kombineret genopretnings- og revitaliseringsindsats, er det projektets vision at formidle slottets historiske betydning ved at bygge nyt og historisk sammen til en helhed, der styrker den bygningsmæssige og historiske identitet.

Parterne bag projektet ønsker at sætte fokus på den fantastiske fortælling om Nyborg som rigets centrum i middelalderen. Historien skal formidles i nye rammer, og sammenhængen mellem slot og by skal fremhæves. Ambitionen er at skabe historiefortælling på et niveau, som giver stedet national såvel som international tiltrækningskraft.

Arbejdet vil indbefatte en omfattende restaurering af hovedslottet, tilføjelsen af en ny fløj, der skal fungere som formidlings- og besøgscenter, genfortolkning af borggård og det 4-fløjede borganlæg og bearbejdning af byrummet foran borgholmen. Projektet forventes at tage udgangspunkt i en to-faset international arkitektkonkurrence, der skal komme med samlede løsninger på Nyborg Slot som nyt kulturarvsområde.

-cmn

9/11 2016