Carl Ras gør klar til åbning i KoldingIndretningen af den kommende Carl Ras håndværkerbutik i Kolding er allerede i fuld gang i lokaliteterne på Fabriksvej 6.

Carl Ras gør klar til åbning i Kolding

Carl Ras A/S er i fuld gang med ombygningsarbejdet på Fabriksvej 6 i Kolding, hvor man er i gang med at ombygge og gøre klar til at åbne kædens 13. håndværkerbutik

Den danske specialist på beslag og værktøj til byggeriet, Carl Ras, gør nu klar til endnu en knopskydning i det jyske.

De jyske afdelinger i Aalborg, Århus og Holstebro har haft en stærk vækst igennem de seneste år, og nu udvider man rækkevidden for at kunne betjene de mange kunder i Kolding og resten af Trekantområdet endnu bedre.

- Vi glæder os rigtig meget til at åbne i Kolding, som vi har valgt, fordi det er en by og et område med megen aktivitet, hvor vi kommer til at adskille os fra de andre byggecentre. Vi har et væsentlig stærkere sortiment inden for bl.a. beslag og alt omkring døren, f.eks. greb, låse og dørautomatikker. Det er efterhånden nogle år siden, at der har været en specialistbutik som vores i byen. Carl Ras’ vision er at være med til at holde byggeriet i gang, og det vil vi kunne bidrage til i Kolding, siger Jan Nowak Rasmussen, divisionschef hos Carl Ras.

Et stærkt hold er sat
Selvom Carl Ras ikke har haft en butik i området tidligere, så har firmaet kunder i Kolding og Trekantsområdet, som man betjener via kørende konsulenter og butikkerne i Odense og Aarhus. I det hele taget er Carl Ras ikke færdige med at sætte deres aftryk på danmarkskortet, når butikken i Kolding er åbnet.

- Vi har brugt kriseårene til at udvikle og tilpasse vores koncept, så vi i dag står med en meget høj leveringssikkerhed fra butikkerne. Det betyder for kunderne, at de oftest får varerne med med det samme – for det er vigtigt, fastslår Jan Nowak Rasmussen, der allerede har bemandingen af den nye butik i Kolding på plads.

- Vi har sat et rigtig stærkt hold med meget erfarne kræfter. Vi har ansat lokale isenkræmmere, og de bliver suppleret med erfarne folk fra vores andre engroscentre, så vi allerede fra dag ét får butikken til at køre optimalt og med skarp kundeservice.

- Vi har et team klar til at rykke ind, sætte reoler op og fylde varer på med det samme, de kan komme i gang – vi forventer at åbne inden sommerferien. Når butikken er klar, slår vi dørene op, og det vil blive fejret med et brag af en åbningsfest, siger Jan Nowak Rasmussen.

-cmn

29/4 2015