Central medarbejder bliver medejer af Kolding-entreprenør
Virksomheden List Byg udvider på ledelsesgangen. Direktør Jørgen List Petersen er lykkedes med at øge likviditeten og skabe overskud alle de første seks regnskabsår. Det konsolideres nu med en ny medejer
Ejerkredsen bag det Koldingbaserede byggefirma List Byg er på vej til at blive større. Det sker, når Daniel C. Rasmussen pr. 1. november træder ind på ledelsesgangen som medejer.
- Daniel har været en helt central figur i opbygningen af List Byg. Han har spillet en vigtig og betydelig rolle i den daglige gennemførelse af vores projekter, og han har bare altid skabt rigtig gode resultater, siger direktør og stifter Jørgen List Petersen.
Baggrunden for, at det netop skal være nu, at ejerkredsen udvides, er ifølge Jørgen List Petersen, at timingen er rigtig.
Det har i flere år være hensigten at udvalgte medarbejdere ville få muligheden for at blive en del af virksomheden. Men blandt andet et vækstlån med personlig kaution har betydet, at det først nu er muligt.
- Vi har dog løbende fået styrket både vores likviditet og egenkapital, så vi allerede nu har indfriet vækstlånet; og derfor er udvidelsen et naturligt næste skridt, siger Jørgen List Petersen.
Daniel C. Rasmussen kommer med en solid erfaring fra både store renoveringsprojekter og større boligprojekter i nybyggeri - udført som både hoved- og totalentreprise.
Planlægning og praktisk byggeledelse har sammen med bæredygtighed også været en helt central del af hans fokus i hverdagen hos List Byg.
- Jeg har også altid lagt stor vægt på det at opbygge og vedligeholde stærke relationer - både med kunder, samarbejdspartnere og kollegaer. Jeg tror, at det er en helt afgørende faktor for succes i vores branche, forklarer han.
For Jørgen List Petersen handler konsolideringen om at sikre alt det gode, List Bygs medarbejdere har skabt siden starten i 2018, og netop denne indstilling er grunden til, at Daniel C. Rasmussen sagde ja til at gå med i ejerkredsen.
- Jeg ser en unik mulighed for som medejer, at bidrage til List Bygs fortsatte vækst og succes, siger han og tilføjer:
- Jeg vil fortsat være en del af den daglige drift på byggepladserne som projektchef. Men med indflydelse på de strategiske beslutninger får jeg også mulighed for at påvirke List Bygs fremtidige retning.
Dette samarbejde ser Jørgen List Petersen frem til.
- Nu kan jeg sparre i dagligdagen og endda med en, der er tæt på den daglige drift, og som har en anden baggrund end den nuværende bestyrelse. Sammen kommer vi til at dække bredere, og det ser jeg kun som en styrke, siger han.
-dc