CO2-besparelse på 10 ton i udvidelsen af Chr. Hansens domicilUdvidelsen af faciliteterne skal skabe fremtidssikrede rammer for forskning og udvikling og sikre virksomhedens position som foretrukken leverandør af naturlige ingredienser og mikrobielle løsninger.

CO2-besparelse på 10 ton i udvidelsen af Chr. Hansens domicil

Som en glædelig overraskelse spares der 10 ton CO2, i forbindelse med at Chr. Hansen A/S’ hovedkontor i Hørsholm skal udvides. Det skyldes stålleverandøren har udgivet en ny EPD miljøvaredeklaration, der dokumenterer en lavere CO2-udledning

Udvidelsen af Chr. Hansen A/S’ hovedkontor i Hørsholm opnår en uventet CO2-besparelse på i alt 10 ton CO2. Besparelsen skyldes, at armeringsspecialisten, Celsa Steel Service, netop har udgivet ny EPD miljøvaredeklaration, der dokumenterer en lavere CO2-udledning på armeringen til byggeriet end tidligere dokumenteret.

Den forbedrede miljøvaredeklaration fra Celsa Steel Service er gældende fra 22/9. Det betyder en dokumenteret CO2-besparelse på 37 % i forhold til LCA Bygs branchestandard, da hvert ton armering fra Celsa Steel service ifølge den ny EPD kun udleder 425 kg CO2 per ton.

Det er Per Aarsleff A/S, der er entreprenør på byggeriet, og som modtager den sidste armering på byggepladsen medio 2022.

En adgangsbillet
Domiciludvidelsen og etableringen af et innovationscampus er præcertificeret til DGNB Sølv. Og netop DGNB-byggerier er et strategisk fokus for Celsa Steel Service Danmarks adm. direktør, Magnus Lundgren.

- Chr. Hansens byggeri er et godt eksempel på, hvordan klimavenlig armering kan forbedre CO2-tallene i fremtidens nybyggeri indenfor erhvervs- og industribyggeri, siger direktøren, der har sat strategisk fokus på DGNB-byggerier med de nye forbedrede klimatal.

- Med flere DGNB-byggerier på tegnebrættet i Danmark og nye loft om CO2 på vej fra 2023 er vores nye EPD ganske simpelt adgangsbilletten til flere projekter. Vores tidligere EPD, der dokumenterede et i forvejen lavt CO2-aftryk på 473 kg CO2 per ton, har allerede gjort Celsa markedsledende på bæredygtig armering i Europa – med det nye tal på 425 kg CO2/ton er Celsa et skridt foran, når de nye byggekrav indføres i Danmark. Det er helt efter strategien, siger Magnus Lundgren.

CO2-reduktionen for Celsas armering skyldes kontinuerlige forbedringer hos Celsa Nordic på stål- og valseværket i Mo i Rana i Norge. Her transformeres det meste af Norges metalskrot til armeringstål.

Ifølge udbudsmaterialet skulle CO2-udledningen pr. ton armeringsstål være under 500 kg CO2/ton. Det slår Celsa Steel Service med sin nye EPD nu med 75 kg CO2/ton.

FAKTA om byggeriet

Beliggenhed: Hørsholm

Anvendelse: Innovation campus med laboratorier til yderligere 250 forskere. Areal: ca. 15.000 m2 udvidelse til eksisterende bygninger. Samlet areal bliver i alt ca. 38.000 m2.

Bæredygtighedscertificering: Præcertificeret til DGNB Sølv.

Bygherre: PensionDanmark

Totalentreprenør: Per Aarsleff A/S

Ingeniør: Cowi A/S

Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Første spadestik: 2020

Forventet færdiggørelse: Primo 2023

-dc

12/1 2022