Cowi finder ny administrerende direktør internt
Den 1. oktober overtager Jens Højgaard Christoffersen posten som administrerende direktør i Cowi efter Lars-Peter Søbye, der har valgt at træde tilbage
Det er et toptrimmet Cowi, som Jens Højgaard Christoffersen får det overordnede ansvar for, når han den 1. oktober tiltræder som administrerende direktør. Hidtil har han været medlem af koncerndirektionen med ansvar for salg, kunder og forretningsudvikling.
- Med en ny vision, nye værdier og en ny fremtidsorienteret vækststrategi er Cowi i år blevet revitaliseret. Disse initiativer er nu ved at bundfælde sig i organisationen, og det ses allerede på resultaterne, der viser markant fremgang i første halvår, siger Jukka Pertola, bestyrelsesformand for Cowi, og fortsætter:
- Med vores nye strategi, Future-Now, fremstår Cowi som en strømlinet virksomhed og som en ledende profil inden for den grønne omstilling. Det er derfor det helt rigtige tidspunkt for Lars-Peter at give stafetten videre, og især til Jens Højgaard Christoffersen, som er en visionær og kundeorienteret Cowi-mand helt ind i sjælen. Med Jens og vores stærke direktion ved roret er Cowi sikret både kontinuitet og fornyelse, der bygger videre på Cowis værdier og kultur.
Jens Højgaard Christoffersen kalder sig 'stolt og ydmyg' over at få lov at stå i spidsen for Cowi:
- Cowi har en vigtig rolle i at rådgive vores kunder om, hvordan de kommer hurtigt og sikkert gennem den grønne omstilling, og dermed sikre, at vores verden bliver mere bæredygtig. Denne transformation af samfundet kan kun ske i et samarbejde med kunder, partnere og offentlige myndigheder. Det kræver lydhørhed, tillid og mod at nå i mål i tide med den grønne omstilling, og jeg vil gøre mit for, at Cowi fortsat bidrager konstruktivt til det.
Ny rolle til Lars-Peter Søbye
Lars-Peter Søbye har arbejdet 36 år i Cowi - heraf de seneste 14 år som CEO. Han har valgt at træde tilbage for at hellige sig bestyrelsesarbejde og for at få mere tid med familien.
- Man skal stoppe, mens legen er god, og det er nu for mig. Vi har lanceret en ny strategi, som medarbejdere og kunder har taget til sig. Det gør mig superstolt at have fået lov til at være en del af en virksomhed med en så vigtig vision, og som udfører så vigtigt et arbejde i samfundet og i verden – sammen med engagerede og kompetente kolleger, siger Lars-Peter Søbye og fortsætter.
- De økonomiske resultater er rekordhøje, og vi er først lige gået i gang med den grønne omstilling. Så ved at lade Jens tage over nu, er der stadig mulighed for, at han og ledelsesholdet kan justere forretningen og planerne.
Lars-Peter Søbye vil i det kommende år fungere som særlig rådgiver for direktionen samt hjælpe med at færdiggøre udvalgte opgaver.
Cowis koncerndirektion vil fra 1. oktober bestå af:
Jens Højgaard Christoffersen, adm. dir.
Natalie Shaverdian Riise-Knudsen (Group CFO)
Rasmus Ødum (Group COO)
Derudover skal der findes en afløser, der kan overtage Jens Højgaard Christoffersens nuværende plads i direktionen.
-dc