Danmark halter efter med miljøvenlige alternativer på vejene
NCC har inviteret medlemmerne af Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg på besøg hos virksomhedens asfaltfabrik i Herlev for at fortælle udvalget om perspektiverne i genbrug af asfalt og miljøvenligt asfalt
Af Dan Bjerring
Christiansborg
NCC peger på, at et øget fokus på bæredygtighed gennem de sidste mange år har givet asfaltbranchen stor erfaring med genanvendelse af råvarer i asfaltproduktionen og i udvikling af miljøvenlige produkter til de danske veje.
Der peges dog på, at selvom asfaltproducenterne er gearet til at levere de grønne produkter, som lever op til vejreglerne og har samme kvalitet som almindelig asfalt, begrænser de offentlige myndigheder mere genbrug.
Direkte genanvendelse
Asfaltbranchen har i mange år genanvendt materialer, som for eksempel affræset asfalt, knust beton, jernbaneskærver og mange andre genanvendelige råvarer, og normalt er genanvendelse kendetegnet ved at ”down-cycle” et produkt.
Men når man genbruger gammelt asfalt i den nye asfalt, sker der en direkte genanvendelse, fordi man beholder værdien på de materialer, der indgår. Resultatet har de samme egenskaber og kvalitet som traditionelt produceret asfalt:
- Vi vil kunne spare samfundet for unødigt ressourceforbrug af jomfruelige materialer, hvis vi øger mængden af genbrug i asfaltproduktionen. Efterhånden som vores vejnet renoveres, oplagres store mængder affræset asfalt, som med rette håndtering kan genbruges i væsentlig højere grad, end vi gør i dag, fortæller den administrerende direktør for NCC Industry Asfalt, Kim Krøis.
Det er synd
Men han noterer også, at lovgivningen og de offentlige myndigheder ’ligefrem forbyder større mængder genbrug, selvom muligheden er der og kan dokumenteres gennem
laboratorieforsøg og ved praktisk anvendelse’:
- Det er synd, for der ligger et stort potentiale for både miljøet og samfundet. Forskningsprojekter og beregninger viser, at genbrug af asfalt giver lavere totaludgifter til energi og et mindre CO2-udslip. Genbrug af asfalt sparer både på jordens ressourcer og betyder, at vi undgår de energikrævende processer, som nye materialer skal gennemgå, før de kan anvendes i produktionen, mener han.
Giver god mening
Kim Krøis mener, at et mål om mere genbrug ’giver god mening’, når det handler om miljøpolitik, og det vil samtidig være en samfundsøkonomisk fordel, blandt andet fordi de anvendte materialer i asfalten erstatter materialer, som ellers skal importeres i udlandet:
- Dertil opnår både producent og køber en økonomisk gevinst ved genbrugsasfalt, da produktet bliver billigere, fordi vi sparer på ressourcerne. Danmark har længe haltet efter vores nabolande, når det kommer til at anvende miljøvenlige alternativer på vejene. Særligt de offentlige myndigheder vælger de grønne produkter fra, fordi ”almindelig asfalt” stadig er den billigste løsning – på den korte bane, hedder det videre i henvendelsen til Folketinget.
Kim Krøis understreger, at NCC Industri som produktionsvirksomhed ønsker at ’tage ansvar for klima og miljø ved at tænkte i langsigtede, bæredygtige løsninger’:
- Det gør vi blandt andet ved at reducere branchens miljømæssige fodaftryk og ved at gå forrest med udviklingen af miljøvenlige løsninger til de danske veje, slutter han.
FAKTA
NCC Industry Asfalt peger på følgende fordele:
1. Asfalt med lav rullemodstand - en miljøvenlig og støjreducerende asfaltbelægning, der vil medføre samlede socioøkonomiske besparelser på 1,9 milliarder kroner, hvis alle statsveje over en periode på 15 år blev udskiftet med denne type asfalt. Gevinsterne i form af lavere brændstofforbrug, lavere CO2-udslip og mindre støj på vejen vil dermed være en samfundsmæssig overskudsforretning.
2. Miljøvenlige vejbelægninger - en overfladebehandling, der erstatter miljøskadelige stoffer i
bindemidlet med helt almindelig og ufarlig vegetabilsk olie som den rapsolie, der anvendes i køkkenet. Med indførelse af det rapsoliebaserede bindemiddel kan vi hvert år undgå, at over 150.000 liter terpentin belaster naturen og de medarbejdere, som dagligt udsprøjter bindemidler
3. Green Asphalt - ved produktion af Green Asphalt er det muligt at producere og udlægge asfalt ved lavere temperaturer end tidligere. Det sparer på energien, reducerer CO2 udledningen og giver et sundere arbejdsmiljø.