Danmark skal dele nødgas med Polen
I et svar til Søren Søndergaard fra Enhedslisten bekræfter den tidligere klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, at Danmark ifølge EU-reglerne i en nødsituation solidarisk skal dele sine sparsomme forsyninger af gas med Polen.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Søren Søndergaard havde bedt ministeren oplyse, hvad der ligger i et forslags krav om ’solidarisk deling af gas mellem EU-landene i tilfælde af en nødsituation med knaphed af gas i en medlemsstat’.
Vil Danmark eksempelvis kunne pålægges at dele gas med Polen, som vi på mange måder kritiserer for at gøre for lidt for den grønne omstilling? Spurgte Søren Søndergaard.
Nødgas
Og af svaret fra Dan Jørgensen fremgår det, at EU-Kommissionens forslag om ’styrkelse af solidariteten gennem bedre koordinering af indkøb af gas, udveksling af gas på tværs af grænser og pålidelige prisbenchmarks’ betyder, at en medlemsstat, der anmoder om ’nødgas’ i en situation med gasmangel, vil skulle kompensere den anden medlemsstat herfor.
Det gælder i øvrigt, at EU-lande SKAL indgå bilaterale solidaritetsaftaler med de nabolande, hvor der er gasledninger, der krydser grænserne imellem de to lande.
Ministeren påpeger, at da Danmark og Polen er forbundet via Baltic Pipe, vil der skulle indgås en bilateral solidaritetsaftale mellem de to lande:
Erstatning til virksomheder
- Der er endnu ikke forhandlet en aftale mellem Danmark og Polen, hvorfor solidaritetsmekanismen i den nye forordning kan aktiveres i stedet. Det har derfor været centralt for Danmark, at bestemmelserne om kompensation for solidaritetsgas i den nye forordning tager højde for, at omkostningerne for solidaritetsgas fastsættes ud fra et markedsbaseret princip, som inkluderer markedspris, transportomkostninger og kompensation til de virksomheder, der har måttet reducere deres gasforbrug for at afgive gas til nabolandet. Dette stemmer også overens med den bilaterale solidaritetsaftale, som er indgået mellem Tyskland og Danmark, oplyser klima-, energi- og forsyningsministeren.