Danmarks største færdigbetonleverandør får ny direktør
Managing Director - eller på dansk slet og ret direktør - for Unicon, Jan Søndergaard Hansen, stopper i Unicon og bliver erstattet af Casper Mathiasen, der kommer fra en stilling i ejerselskabet bag Unicon og Kudsk og Dahl
Råstofvirksomheden Kudsk og Dahl og Danmarks største færdigbetonleverandør, Unicon, skal have ny direktør. Valget er faldet på en intern kandidat, Casper Mathiasen, der kommer fra en stilling i ejerselskabet bag Unicon og Kudsk og Dahl, hvor han er PMO & Transformation Director.
- Efter 14 år i betonbranchen er tiden kommet til eftertanke og et sporskifte. Vores indsats i forhold til bæredygtighed har fremtidssikret virksomheden, samtidig med at vi har styrket vores finansielle resultat og markedsposition. Nu vil jeg bruge mine kompetencer i en ny sammenhæng, siger afgående Managing Director, Jan Søndergaard Hansen.
Unicon Danmark har en stærk organisation med en klar forretningsplan for de kommende år og er dermed gearet til at fastholde og udbygge rollen som markedsleder inden for fabriksbeton, ligesom Kudsk & Dahl forventes at kunne fortsætte den stærke udvikling.
Den nye Managing Director for Unicon Danmark og Kudsk & Dahl, Casper Mathiasen, er i dag PMO & Transformation Director i Nordic & Baltic Region, hvor han har arbejdet med transformation og med strategisk vigtige projekter på tværs af forretningsenhederne.
-dc