Dansk Arbejdsgiverforening: Arbejdsmiljølov er en jungle af indviklede regler

Dansk Arbejdsgiverforening: Arbejdsmiljølov er en jungle af indviklede regler

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at der er brug for en ’tidssvarende og gennemskuelig arbejdsmiljøregulering’, så der kan frigives tid til arbejdsmiljøarbejdet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I et debatindlæg i Berlingske Tidende efterlyser Christina Sode Haslund, der er politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i DA, færre regler på arbejdsmiljøområdet.

Hun henviser blandt andet til, at virksomhederne i dag skal navigere i et hav af regler - tæt på 100 bekendtgørelser og endnu flere vejledninger – i deres arbejdsmiljøarbejde:

- Det er hverken fornuftigt eller hensigtsmæssigt. For virksomhedernes tid skal bruges på at styrke arbejdsmiljøet – ikke på at finde rundt i en jungle af indviklede regler om at dokumentere møder og tage referater, skriver hun.

Inde i en sunds udvikling
Derfor er der brug for, at vi får en ’tidssvarende og gennemskuelig arbejdsmiljøregulering’, som frigiver tid til det vigtige arbejdsmiljøarbejde;:

- Det kræver for det første et stort oprydningsarbejde, men det kræver også en ny måde at anskue arbejdsmiljøregulering på. Det er vigtigt, når man i fremtiden indfører nye regler, at de skal have effekt på arbejdsmiljøet. Der har de seneste år været en sund udvikling, hvor Arbejdstilsynet har arbejdet på at forenkle, rydde op og modernisere sine mange regler. Det udviklingsspor er det vigtigt at fortsætte, skriver hun videre.

Bliver næppe lovlydige
Samtidig er det vigtigt, at politikerne også modstår fristelsen til – når der i medierne kommer en sag frem om en virksomhed, der har set stort på reglerne – at ville løse den konkrete sag ved at finde på nye regler oveni dem, der allerede er:

- Sandheden er, at det lille mindretal af virksomheder, der bevidst bryder reglerne, og som skaber problemerne, jo næppe pludselig bliver lovlydige, fordi der kommer endnu en regel oveni alle de andre. Omvendt kan man være sikker på, at det store flertal af virksomheder, der allerede har et godt arbejdsmiljø, og som følger reglerne, får endnu en administrativ byrde i deres arbejdsmiljøarbejde – og højst sandsynligt er resultatet mere papirarbejde og ingen eller lille effekt på deres i forvejen gode arbejdsmiljø, mener DA’s chef for politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed.

For mange regler
Løsningen ligger ifølge DA i stedet for i at sørge for et målrettet og konsekvent tilsyn, der lægger pres på de enkelte virksomheder, der ikke kan og vil det gode arbejdsmiljø:

- Reglerne har vi allerede. Og vi har ikke for få, snarere for mange, siger Christina Sode Haslund.

9/8 2023