Dansk asfaltboss til tops i Europa- For milliarder af euro vejkapital smuldrer, fordi vi ikke vedligeholder vores veje godt nok, siger John Kruse Larsen, adm. direktør i Pankas og formand for den europæiske asfaltbranche.

Dansk asfaltboss til tops i Europa

For første gang er en dansker valgt til præsident for den europæiske asfaltforening. Det er John Kruse Larsen, adm. direktør i asfaltvirksomheder Pankas og næstformand i Asfaltindustrien

Den Europæiske Asfaltforening, European Asphalt Pavement Association, EAPA, med hovedkontor i Bruxelles, har tirsdag den 31. maj, efter sin generalforsamling i Prag, valgt John Kruse Larsen til formand.

Det er første gang, at en dansker er blevet valgt formand for foreningen. John Kruse Larsen er desuden adm. dir. i asfaltvirksomheder Pankas og næstformand i Asfaltindustrien. Til næstformand for EAPA valgtes Christoph A. Hagemeier fra Tyskland.

- Det er en ære for mig at blive valgt, og det giver Danmark ”serveretten” på europæisk plan i forhold til at fremme branchens synspunkter til gavn for EU's lande og borgere. Jeg vil især fokusere på det kæmpe vejvedligeholdelsesefterslæb der er i EU, siger John Kruse Larsen i anledning af valget:

- For milliarder af euro vejkapital smuldrer, fordi vi ikke vedligeholder vores veje godt nok. Det skader samfundsøkonomien, for det er dyrere at lappe i forhold til at vedligeholde i tide, og det er ikke godt for trafiksikkerheden, for dårlige veje er usikre veje, som kommissær for transport, Violeta Bulc, senest har fremhævet, siger den nye europæiske asfaltformand.

John Kruse Larsen tilføjer, at han også vil sætte offentligt indkøb på dagsordenen, hvor det alt for tit er pris her og nu og ikke miljøet og den langsigtede samfundsværdi, der er afgørende når stater, regioner og kommuner køber ind.

-cmn

1/6 2016