Aktuelle nyheder om byggebranchen - Byggeri

Dansk gevindfirma løber fra Apples udvikling- Den teknologiske udvikling er de sidste 36 måneder gået hurtigere end de sidste 300 år, siger Erick Thürmer, som har et mål om at være den bedste inden for håndværksværktøj.

Dansk gevindfirma løber fra Apples udvikling

Efter en skelsættende tur og møder med USA's tech-giganter tog Erick Thürmer på sin egen, kompromisløse facon hånd om den 120 år gamle familievirksomheds fremtid

Del artiklen på

Af Kenneth Jørgensen

'Thürmer Tools revolutionerer byggeriet med et digitalt værktøj, der ser igennem vægge'.

Sådan var historiens overskrift nogenlunde tænkt, da BygTeks udsendte sætter sig i bilen og kører mod Gilleleje på Nordsjællands spids. Ad snoede veje med marker på begge sider kommer gården til syne, hvor Thürmer Tools efter eget udsagn udvikler 'Verdens bedste værktøj til professionelle håndværkere'.

Et af disse værktøjer er Thürmer X-Ray App, som efter sigende kan scanne vægge ifm. installationsarbejde og tydeligt vise rørføring. Samtidig foreslår app'en både rawplugs, bor og værktøj, og tilkoblet en lokal 3D-printer sendes antallet af rawplugs, der er brug for, og få minutter senere er de klar til brug.

Men udviklingen af app'en er på en måde forud for sin tid og har faktisk overhalet udviklingen hos den amerikanske it-mastodont, Apple, som Thürmer Tools allerede har indgået aftale med. Den nyeste iPhone, iPhone X, kan ikke skyde sonar, hvilket kræver et bedre kamera, og derfor kan nyheden, der vil kunne ændre byggeriet radikalt, først lanceres, efter at Apple præsenterer deres næste iPhone. Direktør Erick Thürmer forventer, at app'en kommer på markedet om ca. to år:

- Men tænk, at en gammel, dansk gevindproducent disrupter markedet for rawplugs, siger han fra den bløde sofa.

Han har budt velkommen og undskyldt for sin påklædning - shorts, skjorte og en pullover - men i dag er han på lageret i tilbygningen, lyder forklaringen.

Det er mandag morgen, og flere af medarbejderne er endnu ikke mødt ind. Hvad dagen bringer, har de heller ikke planlagt, for Erick Thürmer har indført 'Én dag om ugen uden planer', og det er i dag. Selv har han dog trodset sin egen regel for at lave dette interview i gårdens stue, hvis indretning minder om en klassisk jagthytte.

For et år siden havde Thürmer Tools adresse i Hvidovre på den københavnske Vestegn. Men da muligheden bød sig, rykkede virksomheden med alle dens medarbejdere op til Nordkysten, hvor der er rigeligt med plads at boltre sig på for fremtiden.

- Vi prøvede med en lidt mere moderne indretning, da vi flyttede hertil, men det gik ikke, siger direktøren siddende mellem store gevirer hængende på væggen bag ham.

- Og så er her rig mulighed for at udvide – hvad end det så bliver med.

Børsen-forside, Microsoft og Tesla
I 2013 køber Erick Thürmer virksomheden, som hans oldefar grundlagde for 120 år siden, tilbage og gør sig de første tanker om 3D-print. Som så meget andet siden hen føres ideen ud i livet, og virksomheden 3D-printer sit første produkt, et metalbor - til en produktionspris på 100.000 kr.

- Vi kan jo godt se, at det går ikke. Men vi tager patent på det og fortsætter udviklingen af det 3D-printede bor, som Innovationsfonden vælger at støtte med 12 mio. kr., fortæller direktøren, for hvem jagten på mere teknologisk viden sender ham et halvt år til USA og Singularity University i Californien.

Siden 2008 har universitetet været et efterspurgt mødested for teknologientusiaster, virksomhedsejere og iværksættere fra hele verden, som vil lære mere om bl.a. selvlærende robotter, rumteknologi og kunstig intelligens.

Første gang Erick Thürmer søger ind, bliver han afvist. Men så sender han en ny ansøgning med en tænkt forside på Børsen i år 2020 om lokal, bæredygtig produktion ved 3D-print. Han bliver optaget og indtræder i en helt ny verden, hvor man besøger Microsoft og Tesla og bliver taget imod af henholdsvis Bill Gates og Elon Musk.

Samtidig gav opholdet mange gode bekendtskaber, som Erick Thürmer har draget stor nytte af siden. Bl.a. var det en medkursist, der som ingeniør videreudviklede Thürmers velkendte metalbor og gjorde det både lettere og stærkere.

- Og så gav det en uvurderlig indsigt i forskellige teknologiers muligheder for at forbedre hinanden til eksponentielt lavere priser og eksponentielt hurtigere hastighed.

Foruden et hav af andre fordele kan 99 % af 3D-printet materiale nedbrydes til pulver, som kan genbruges i ny produktion, fortæller Erick Thürmer. 

VikingLotto og 10 mio. i varelager
I 2017 kommer han hjem fra USA og afsætter bestyrelsen og afskediger 25 % af medarbejdere.

- Du ændrer ikke en virksomhed ved at fyre to-tre medarbejdere. Der skal mere til at ændre en kultur. De vidste ikke, hvor virksomheden skulle hen, og det blev en stopklods, forklarer han.

Erick Thürmer indtræder som direktør og sætter skub i virksomhedens teknologiske gren, '27' - udtales 'TwentySeven' - hvor reglen er, at der ikke er nogen regler. Alt skal prøves, og det er gjort. Bl.a. har man 3D-printet en raket for en produktionspris af 100 kr., som blev sendt ud i rummet for at tjekke, om Jorden var flad - det var den vist ikke. Men gennem '27' kommer Thürmer Tools meget i medierne med deres innovationer, og Erick får meget taletid om 3D-print, kunstig intelligens mv. Han kommer med i Disruptionrådet, som regeringen nedsætter i 2017 for gennem den teknologiske udvikling at sikre Danmarks fremtidige velstand, og dét år holder han 80 foredrag.

En dag møder han en gammel bekendt, der spørger, om han bare er smart med politikerne, eller om han er værktøjsmand? Og dér går det op for direktøren, at kerneforretningen - Thürmer Tools, som i øvrigt egenhændigt finansierer '27', så udefrakommende ikke blander sig - var blevet nedprioriteret, og det skulle laves om.

Han kontakter vennen Anders Sørensen med målet om at skabe 'Verdens Bedste Værktøj'. Anders er dog skeptisk og afviser i første omgang. Men så sker dét, der aldrig sker for en selv eller nogen, man kender: Anders vinder i VikingLotto. Han siger sit job op og slår sig sammen med Erick, der i sommeren 2018 investerer 10 mio. kr. og selv står bag varelagerets tilbygning, som bugner med produkter.

I den første tid får de ikke én kunde. Men en dag bliver de ringet op af en stor leverandør, der byder ind på værktøjerne som 'second' - altså ikke det foretrukne brand, men lige efter. Det er der flere leverandører, der gør, og det går som en steppeild frem til jul:

- Jeg har været i branchen i 17 år, og jeg har aldrig set noget lignende, siger Erick og forklarer succesen med, at det er lykkedes at kombinere gamle dyder med moderne produktion:

- Vi er gået tilbage til papirkataloget, og vi har folk, der tager telefonen og ikke kun svarer mails. Vi har ekstra varer på lager, som gør, at vi leverer inden klokken ni ved bestilling inden klokken 16 dagen før. Det er selvfølgelig lidt dyrere for os, men du kan ikke lave en god forretning i Excel.

Han fortsætter:

- Vi har polstret os og kan levere høj kvalitet til fornuftige priser, og vi er tilgængelige. Det er dét, man skal overleve på, og som sikre succes, der danner grobund for, at vi stadig kan udvikle både forretningen, men også nye innovationer - også selvom der skulle komme en recession om to år. Er du på bagkant med udviklingen nu, vil det kun blive sværere med tiden.

Print dine egne tegl på pladsen
Tilbage til snakken om app'en, der er foran sin egen tid. Det betyder dog ikke, at Erick sidder med hænderne i skødet og venter. For lang tid før, at app'en bliver lanceret, går tankerne allerede på, hvordan den udvikles videre:

- På længere sigt skal app'en udbygges og dermed sikre lokal, grøn produktion on demand. Nu er vi ved første skridt til at bygge en slags Spotify for reservedele, der kan downloades på lokale, danske 3D-printere, men inden 2027 vil 10 % af al produktion i verden være 3D-printet, og app'en muliggør denne form for produktion, forklarer han og forudser et opsigtsvækkende fremtidsscenarie:

- I 2025 vil 3D-print være modent, og hvis virksomheder stadig har afskrivninger på maskiner eller produktionsapparatet, vil de få svært ved at tilpasse sig de nye tilstande. For 3D-print har ingen forhindringer, og før vi ved af det, kan man printe tegl direkte på byggepladsen. Det vil ændre byggeriet - arkitekturen, rådgivning, udførelsen, produktionen og leverancerne - radikalt, fordi alt dermed kan blive unikt.

Besøget på gården ved Gilleleje endte altså med en anden historie end ventet og bekræfter blot, at selv den nærmeste fremtid kan vise sig helt anderledes, end vi i øjeblikket kan forestille os. Men som Erick Thürmer afsluttende siger:

- Jeg er meget positiv omkring fremtiden, for verden er den, vi vælger at skabe.

ThinkX 2018 Innovation Award for Business Model Innovation, som man allerede har modtaget for udviklingen af Thürmer X-ray App, der altså først forventes lanceret om ca. to år.

Fakta: Thürmer X-ray app
I samarbejde med Apple og SAP er det lykkedes Thürmer Tools at udvikle en app, der kan se igennem vægge. Bogstaveligt talt. I første omgang retter app'en sig mod bygge-og anlægssektorerne, hvor vægge scannes med app'en ifm. installationsarbejde og tydeligt viser rørføring. App'en foreslår både rawplugs, bor og værktøj, og med et enkelt klik sender den f.eks. de rawplugs, der er brug for, til en lokal 3D-printer, og et par minutter senere er de klar til brug. Thürmer X-Ray app'en er den første af sin art, der gør dette muligt.

Udover at se igennem vægge indeholder app'en også en virtual værktøjskasse, så man har overblik over sit værktøj, og hvor nedslidt det er. App'en oplyser, hvornår de enkelte stykker værktøj bør udskiftes og det nærmeste sted, hvor manglende værktøj og dele kan købes.

Thürmer X-Ray app er udviklet på SAP Experience Center i København efter, at ideen til app'en vandt Innovation Award på SAP's Think X-konference i marts 2018. Præmien var et Design Thinking forløb hos SAP.

- Vores formål er, at vi producerer præcist det, som vi skal bruge, når vi skal bruge det, og hvor vi skal bruge det, siger direktør Erick Thürmer, Thürmer Tools.

App'en forventes på markedet om ca. to år.

kenneth@odsgard.dk

Læs mere om Byggeri

24/5 2019
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBIMBrancheforeningBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerBygningsrenoveringByrumsinventarCAD kurserCAD rådgivningCAD softwareCAD supportCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriFundamentFundamenterGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriporteIndustristøvsugerInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerLejderListerLofterMalingMaterielopbevaringMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRabatkoderRullestilladsSandwichpanelerSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserStukTapetTeleskopstigerThermo asfaltmåtterThermo betonmåtterTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræTræbetonUderums møblerVarmepumperVintermåtterVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.

Mest læste


Seneste nyheder