Dansk økonomi er bund solid
En række nøgletal fra Danmarks Statistik underbygger en bund solid dansk økonomi. Det mener Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det har dog været et sløjt 1. kvartal for eksporten, og derfor er det især hjemmemarkedet i form af privatforbrug, bygge- og boliginvesteringer, der er vækstdrivere:
- Men anskuer man væksten på årsbasis, ser det dog også noget bedre ud for eksporten, der er steget 2,8 procent i 1. kvartal 2019 sammenlignet med 1. kvartal 2018, siger Bo Sandberg.
På årsbasis voksede BNP ifølge Danmarks Statistik med 2,2 procent i 1. kvartal, og Dansk Byggeri forventer, at dansk økonomi fortsat vil være kernesund og stabil.
Økonomisk usikkerhed strømmer ind
Den mest buldrende del af opsvinget ligger dog bag os, og der strømmer økonomisk usikkerhed til os udefra i form af handelskrig mellem USA og Kina, Brexit og afmatning i nabolandene Tyskland og Sverige:
- Som lille åben økonomi kan Danmark ikke undgå at blive påvirket negativt af det lavere tempo i verdensøkonomien og i vores nabolande. Selv i bygge- og anlægsbranchen har vi nu også lagt den kraftigste del af opsvinget bag os. Det vil fortsat gå fremad i 2019, men vi venter en udfladning af markedet i 2020, siger cheføkonomen.
Fortsat risiko for at løbe tør for arbejdskraft
Ledigheden viste et marginalt fald i bruttoledigheden på 300 fuldtidspersoner til nu 103.000 fuldtidspersoner. Dermed fastholdes ledighedsprocenten uændret på 3,7 procent.
- Selvom beskæftigelsen stadig sætter nye rekorder måned for måned, så er ledighedskurven lige nu ’flad som en pandekage’. Det lyder umiddelbart ikke så rart, men det er faktisk en ganske god nyhed! Det betyder nemlig, at der fortsat er ledige ressourcer i økonomien at tage af, siger Bo Sandberg.
- Ser vi et par år frem i horisonten, er der fortsat risiko for, at opsvinget løber tør for arbejdskraft både i byggeriet og andre brancher. Men de friske ledighedstal udskyder det tidspunkt, så selvom man måske skulle tro det modsatte, er den uændrede ledighedsprocent godt nyt. Eneste virkelig malurt i bægeret er, at der desværre fortsat er en for høj ledighed på 7,1 procent for de 25-29-årige, og det burde bestemt være et større fokusområde i valgkampen. Blandt andet ved vi erfaringsmæssigt, at der er ret sikre beskæftigelsesudsigter for unge, der tager en erhvervsuddannelse, siger Dansk Byggeris cheføkonom.