Dansk økonomi er fortsat bomstærk
Ifølge den nye prognose i Økonomisk Redegørelse fortsætter højkonjunkturen med en vækst i BNP på henholdsvis 2,8 procent og 2,1 procent i 2022 og 2023 efter en vækst på 3,9 procent i 2021
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Selv om det kan virke som tørre tal på et stykke papir, er det vigtigt for bygge- og anlægssektoren at skæve til de økonomiske redegørelser fra Finansministeriet.
Det er nemlig den økonomiske temperatur på statsfinanserne, der kan være meget afgørende for, om der trædes på gaspedalen eller lettes på den i forhold til aktiviteter inden for byggeriet.
Og ifølge den seneste Økonomisk Redegørelse står dansk økonomi, trods coronapandemiens opblomstring, stærkt, og den mulige afdæmpende effekt fra smitteudviklingen vurderes ikke at ændre fundamentalt på vækstudsigterne for dansk økonomi som helhed.
En anden situation
Dansk økonomi står i en helt anden situation end for blot et år siden, idet samfundsøkonomien i løbet af kort tid er kommet tilbage i en højkonjunktur med høj beskæftigelse og lav ledighed.
Der er stadig virksomheder og brancher, som har det svært, men samlet set er der i dag flere i job end nogensinde før, og ledigheden er den laveste i 12 år.
Samtidig er der gode muligheder for, at fremgangen kan fortsætte - trods et pres på arbejdsmarkedet. Det skyldes ikke mindst husholdningerne, der under coronapandemien har sparet ekstraordinært meget op som følge af færre forbrugsmuligheder og udbetalingen af indefrosne feriepenge.
Svært ved at få arbejdskraft
- Den rekordhøje beskæftigelse og lave arbejdsløshed betyder, at mange virksomheder har svært ved at få alle de ansatte, de skal bruge. Det giver mulighed for, at endnu flere i arbejde til gavn for den enkelte og for de virksomheder, der mangler arbejdskraft.
Beskæftigelsesfremgangen ventes at fortsætte, og fra 2021 til 2022 skønnes beskæftigelsen at stige med mere end 60.000 personer. Dertil kommer forslag fra regeringen om reformer, der øger beskæftigelsen med 10.500 personer. Dog trækker regeringens ’Arne-pension’ fra i regnestykket, idet det forventes, at tilbuddet om at trække sig tidligere tilbage vil få mange tusinde, der ellers ville have kunnet arbejde, til at gå på pension.
Høj erhvervstillid
Erhvervstilliden er generelt høj, og aktiviteten ligger i de fleste brancher på et højere niveau end før pandemien.
BNP skønnes at vokse med 3,9 procent i år, og fremgangen ventes at fortsætte i et lidt roligere tempo med vækst på 2,8 procent og 2,1 procent i 2022 og 2023. Aktivitetsfremgangen ventes at øge beskæftigelsen med godt 75.000 personer fra et allerede højt niveau i 2021.
Forløbet for udviklingen i dansk økonomi er imidlertid forbundet med usikkerhed. Øget smittespredning, den nye virusvariant omikron, pres på de globale forsyningskæder og højere inflationen indebærer usikkerhed om væksttempoet de kommende år.
Hjælpepakker holdt hånden under økonomien
ØkonomiskRedegørelse viser også, at Danmark var blandt de lande, der først nåede før-krise-niveauet for aktivitet og beskæftigelse.
Det skyldes hjælpepakker, kompensationsordninger og andre stimulerende tiltag, og den danske industriproduktion er også blevet påvirket mindre end i mange andre lande, blandt andet fordi industrien ikke har været lukket ned i Danmark
Fremgangen i dansk økonomi styrker de offentlige finanser. I 2021 ventes der et lille underskud på den faktiske offentlige saldo på 0,2 procent af BNP, mens der i 2022 og 2023 skønnes et overskud på henholdsvis 1,0 procent og 0,8 procent af BNP.
Det bidrager til at nedbringe ØMU-gælden fra cirka 42 procent af BNP ved udgangen af 2020 til forventet 35 procent af BNP ved udgangen af 2023. Det er kun lidt over niveauet fra før coronakrisen.